Vejen hjem! Hjem, kære hjem.

 

For ikke længe siden blev han født. Herren Kristus. Jesus. I hørte fortællingen om hans fødsel juledag. Tolv dage senere hører I fortællingen de tre vise mænd fra østen, der kommer for at tilbede og lykønske. Det er en fantastisk fortælling. For fantastisk, siger nogen. At Gud lader sig føde som menneskebaby.

Har arkæologien fundet den stald han blev født i? Ved man, om de tre vise mænd ikke blot er opdigtede? Og stjernen? Skulle der virkelig have været en stjerne så stor som aldrig før, der ledte de vise mænd vej til Kristus? Om fortællingen er virkelig og sand ord for ord er ikke det man skal afgøre sig for. Det er slet ikke det, det handler om; hvor vidt det faktisk fandt sted, præcist som det fortælles. Spørg om den er vigtig. Spørg hvad den fortælling gør ved jer. Lyt til fortællingen igen. Og igen. Giv den liv. Lad den bo og leve inden i jer. Omgivet af jeres sorger og tårer, glæde og latter.  Først da skal I afgøre jer for om den er vigtig og dermed sandhed for jer.

Ellers se dig omkring og kig på andre, som har taget bolig i de bibelske fortællingerne og se hvilken effekt det har på deres liv. Betragt dem og vurder så om det har gjort dem mere eller mindre barmhjertige, næstekærlige og medmenneskelige. Om fortællingerne har åbnet livet mere for dem. Eller om de snarere har lukket livet i. Vurder selv, hvordan fortællingerne har indvirket på deres liv. Mærk så efter hvad de bibelske fortællinger gør i dit liv.

I er tempel for Helligånden, som I hørte i epistelteksten.  Derfor skal fortællingerne have til huse i jer. Bo hos jer. Gør som Maria. Lad ordene gå jer i hjertet. Maria gemte alle store og væsentlige ord i sit hjerte. Da hyrderne julenat fortæller hende om Gabriels ord til dem på marken, passer hun nøje på, at gemme dem i sit hjerte. Og nu, de ord Jesus siger til hende: Du behøver ikke lede efter mig. Jeg er jo i min fars hus. Hjemme, med andre ord.

I vor tid hersker der stor rodløshed og mange føler sig hjemløse i eget liv. Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Man må vide hvor man kommer fra, for at kunne vide, hvor man skal hen. Nogle gange tager vi impulsivt den første og bedste vej. Andre gange står vi hjælpeløst ubeslutsomme midt i vejkrydset og kan ikke komme ud af stedet. Hvor er hjem? De vise mænd havde stjernen til at lede sig på vej. Der stod den på himlen foran dem under hele rejsen, Guds tegn på at være på rette vej. Og de fandt frem til Messias. Og dér måtte de erfare, at de ikke kunne tage den samme vej hjem igen.  ”De vendte hjem ad en anden vej”, står der i teksten.    

For når man har mødt Messias, må kursen lægges om. Man kan umuligt rejse tilbage ad den vej man kom. Hjemvejen er en anden. Som kristne er vi hele tiden på hjemvejen. På rejse. Men det mærkelige er, at Vejen er vores hjem. Måske er det ikke så mærkeligt endda, for Jesus kalder sig selv for Vejen. Med stort V. Den der har mødt Jesus er godt på vej. Tro det. For nogle tager det måske hele livet at finde vej til Gud og få troen i hus. 

Det gjorde det for den svenske instruktør Ingmar Bergmann. Hans yngste datter Linn Ullmann optager en række samtaler med sin 89-årige far, den sommer der bliver hans sidste sommer. Hun spørger ham om det, der har haft eksistentiel størst betydning i hans liv, bl.a. spørger hun også til hans gudsforhold. Det var velkendt, at han stod på den amerikanske liste over berømtheder, der var erklærede ateister. Så stor er forbavselsen, da Bergmann svarer:

 - Jeg tror på Gud, fuldt og helt – men forventer ikke at forstå hans vilje. Hvor blev tvivlen af, spørger hun. 

 - Alt det sludder er slut nu, svarer Bergmann på        datterens spørgsmål. Det er gået sin vej. Der er ikke ressourcer til at fable om vantro og             mistro og den slags.

Det er at have fundet vejen hjem. Her lever man af det man får skænket. Guds visdoms ord. De ord, som Jesus udlægger, dér på tærsklen til templet. De ord er hvad ledestjernen var for de tre vise mænd; nemlig vejviser for os. Bær Guds visdomsord i jer, som Maria gemte og bar dem i sit hjerte. For det er dybest set alt vi behøver eje.     

I behøver slet ikke forstå og acceptere det hele. Bare vid, at Gud bor i den. Hvis I ikke ved det, så begynd med blot at tro det. Og se så, hvad fortælling gør ved jer, og alt det I hver især bærer med sorger og tårer, glæde og latter. Flyt ind i Guds fortælling. Tag bolig dér. Ligesom Kristus kom for at tage bolig hos os, skal vi tage bolig hos Ham.  

Jeg er for længst flyttet ind i Guds fortælling og tog ved indflytningen hele min egen lille syndige rodebunke af en livsfortælling med. … På forunderlig måde var der plads til det hele. Gud vidste på forhånd, hvad det var for et flytterod jeg flyttede ind hos ham med. Og mens jeg stadigvæk pakker ud bliver fedekalven slagtet, lyset sat i stage, og hvilen falder over en træt livsflygtning. Her har jeg hjemme. Hjem, kære hjem!