Hvor er du Gud?

”Hvor er du, Gud?”, spørger vi fra tid til anden. Og svaret kunne være: ”Lige her, i Himlene!”. 

Det er hvad Jesus fortæller umiddelbart efter at han har lært sine disciple at kalde Gud for Far. Jesus omtaler mange gange sin himmelske Far.  

Mennesker forstår enfoldigt ud fra den verden de forstår og derfor vil vi gerne have Gud placeret et sted. Her i vores jordiske verden og liv har alt en fysisk plads. En sådan vil vi også gerne at Gud skal have, for ellers synes vi ikke at vi kan holde styr på ham. Himlene er den plads vi har tildelt Gud. På nogle tidspunkter i livet kan det være et meget lille sted mens det i andre situationer kan fylde det hele. 

Himlene er meget mere end det. Himlene er højere oppe og længere ude end vores forestilling rækker. Vi indfanger den aldrig for kunne mennesker det ville de også ønske at bemægtige sig Himlene ligesom det sker med jord og lande mennesker bemægtiger sig. Dér begynder mennesker at sætte skel og grænser for hvem der kan have adgang. 

Derfor må Himlene være Guds alene, helt udenfor menneskers kontrol men det betyder ikke at det er et helt andet sted end det sted vi befinder os.  Himlene er dér hvor Gud er. 

Nok er Himlene udenfor vores rækkevidde i bred forstand men ikke usynlig for os. Nøjagtig sådan er det også med Gud. 

Himlene er netop det sted, den situation, den tid hvor ikke mennesker men Gud styrer. Her kontrollerer vi mennesker intet. 

 

Når Himlene rører ved jorden

Glimtvis erfarer vi Himlene røre ved jorden. Når eksempelvis et nærvær mellem to eller flere er så intenst at det opleves som om tid og rum ophører, så rører Himlene ved jorden. I et sådan nærvær er jeg lige netop dér hvor jeg skal være. På plads. Så er mine tanker hverken tilbage i fortiden eller ude i fremtiden men kun hér, med dem jeg er sammen med. Sandt nærvær er at se og lytte. I sandt nærvær er jeg ”udenfor” mig selv. 

Vi ”moderne” mennesker lærer hele tiden fejlagtigt, at vi skal hente det hele indefra os selv, alt er i os. Men når det sande nærvær viser sig - himlene rører jorden - så er det netop det modsatte der sker. Det væsentlige sker udenfor mig selv. Det sker i mødet mellem mig og den anden i en sådan grad at jeg forglemmer mig selv. 

Det er glimt af Guds nærvær.  Livsånden henter vi også udenfor os selv. 

 

Den barmhjertige samaritaner

Samaritaneren er et eksempel på at forglemte sig selv, og hans modsætning er præsten og tempeltjeneren, dem som man ellers kunne have forventet det af. Samaritaneren gav af sin tid og nærvær, tænkte i øjeblikket ikke på hverken fortid eller fremtid men kun på nu’et. Han stillede sig fuldt til rådighed for den anden, den lidende, ved at gøre sig fri af sig selv. Ikke som præsten og tempeltjeneren, der begge var optaget af både fortid og fremtid men kun meget lidt af nu’et. Samaritaneren bekræftede den lidendes livssituation ved at gøre ham synlig. Han bekræftede, at den lidende halvdøde var værd at bruge tid på. De to fik nu noget sammen. Præsten og tempeltjeneren var bange for selv at blive draget ind i situationen. Bange for selv at få tæsk. Optaget af sig selv. 

Situationen er den samme i mange sjælesorgssamtaler. Er jeg selv for bange, dødsangst måske, tåler jeg ikke at lytte til den andens tale om dødsangst fordi jeg selv rammes af hans angst. Resultatet bliver, at jeg flygter som præsten og tempeltjeneren. Og lader den anden i stikken. Eller jeg viser en anden end mig selv fordi man ikke kan vise sig som sig selv hvis man er ude af sig selv. Så ender det måske med forstillelse. Og jeg lader den anden i stikken.

Samaritaneren tillægger ikke sig selv større ansvar end det der er hans ansvar. Han gør hvad han kan men rejser så videre og overlader ansvaret for den sårede til en anden, kroværten. Vi har en tendens til enten ikke at ville gøre noget eller at ville gøre alt. Begge dele er galt og risikerer at tage livet af den anden. Og mig selv med. Det rette går aldrig over gevind. Det holder sig på midten. 

 

Den gyldne regel og den snævre port

I skal opføre jer sådan overfor andre som I gerne vil have de skal opføre sig over for jer, siger Jesus (Mat 7, 12). Det lyder let og ligetil men er det bare ikke. Vejen og porten til livet er smal (Mat. 7,14) for det er at gøre alt, uden at gøre hverken for meget eller for lidt. 

Samaritaneren gjorde alt for der var ikke andet at gøre end at forbinde sårene og få bragt den sårede i sikkerhed. Dermed havde han gjort alt for det menneske. 

 

Nærvær og kærlighed

Nærvær er kærlighed. Her er der ikke brug for de mange ord for her er det handlingen, der taler. Kærlighed er langt mere end en følelse og et romantisk forhold. Kærlighed er en nærværende og livsbekræftende relation mellem to.  

 

Kan Gud blive væk?

Nej, men mennesker gemmer sig ofte for Gud (Gen 3, 1-10) Når det føles som om Gud er borte er det så i virkeligheden mig, der har vendt Gud ryggen?  Vores egne følelser kan lede os på afveje og i stedet for at følge Gud følger vi vores lyst og følelser. Paulus siger det: ”Det gode jeg vil det gøre jeg ikke”(Rom 7, 19).Det er vores store synd. Synd er som en forstuvning af et led. Synd er den kærlighedsforstuvning der sker når vi forvrider vores relation til Gud, vores medmennesker, verden eller os selv. Bortvender os fra kærligheden. ”Du skal elske” er evangeliets eneste bud (Mark. 12,30).

 

Det blå dåbsvand 

”Jeg lover jer at være med jer så længe verden er til”, har Jesus i vores dåb lovet os. Derfor bliver Gud ikke væk.  Det skal den blå perle minde dig om.