Lad dit rige blive til virkelighed!

Der var engang en mindre pige, der kom i kirken, som havde fået lidt galt fat i netop disse ord i Fadervor da hun lærte bønnen. Hun bad ikke i forsigtig ønskemåde men frimodigt i bydemåde: Kom med dit Rige. Så frimodigt skal bønnen lyde!

Denne Fadervors anden bøn peger i to retninger, mod nutiden og mod fremtiden. Vi beder om at Guds Rige må vise sig mellem os mennesker her på jorden mens vi lever. Vi beder samtidig også om at Guds Rige vil komme engang i fremtiden som evigt liv til os.  Vi beder tillige at Guds Rige vil være midt iblandt os til alle tider. Nu og i al evighed.

At kunne give og modtage ret. Vi beder Gud om at sende os sin Hellige Ånd for at hjælpe os med at sætte paradis igennem for os selv og hinanden. Paradiset og Guds Rige er lige dér hvor vi fremmer livet for hinanden. Dér hvor vi gør det lidt nemmere, lidt rarere, lidt lettere for hinanden. Kort og godt alt det, der får livet til at blomstre. Mt 6,33: I skal koncentrere jer om Gus rige og det Gud vil have jer til, og så vil han sørge for alt det andet. Søg guds rige og hans retfærdighed. Guds rige handler om den tilgivelse, retfærdighed, fred og glæde som Helligånden skaber. (Rom. 14,17) Guds rige tilhører den, der har fået Helligånden og gør som Gud vil have. (Mt. 5,3,10) Koncentrer jer om Guds Rige, søg det! Guds rige handler om retfærdighed. Retfærdighed er at stå i det rette forhold til Gud. Heraf følger at man bliver i stand til at færdes ret, være retfærdiggjort. Hvis vi blot sørger for at færdes ret vil Gud sørge for resten.

Det er altså en bøn om at vi må fremme livet for vores medmennesker og være der for hinanden. Vi kommer - forskyldt eller uforskyldt - ofte til at knuse hinandens livsmod eller livsmuligheder. Nu beder vi om, at det ikke sker men at vi i stedet for bliver i stand til at få den andens livsmod og livshåb til at vokse og blomstre. Dermed vokser man selv.

For nogle mennesker er noget af det sværeste faktisk at tage imod det der rækkes. Både det der kommer fra andre og det der kommer fra Gud. Når nogen forsøger at komme os i møde afviser eller undskylder vi ofte. Vi lukker tit ørerne for ros og komplimenter. Eller for en hjælpende hånd, for vi ”vil ikke skylde nogen noget”. Helt galt bliver det når det er kærligheden der afvises. Vi laver selv mange benspænd for os selv selvom vi tror at vi søger Guds rige. Det er vores eneste opgave og resten er Guds. Men vi blander os tit i Guds opgaver og søger det forkerte. Vi fortsætter det i vores bønner til Gud ved at bede om måtte få… det forkerte.

Søg guds rige er at få det rigtige forhold til Gud. Nogen gange kommer vi til at forveksle ham med julemanden. Med løftet om at Gud vil sørge for alt andet sender vi bønner om hvad vi mener dette alt andet kunne være. Nyt job, forfremmelse, flere penge? Og bliver utålmodige, frustreret og måske fornærmet over at det ikke kommer. Vi stoler ikke på at Gud der har begyndt sin gode gerning i os også nok skal fuldføre planen. Vi glemmer at der men privilegier følger øget ansvar som vi måske ikke er modne til at bære. Gud giver os kun det vi kan magte. Det er retfærdighed. At søge Guds rige er ikke lovet os som en dans på roser. Det kan meget vel være en beskidt affære der bringer mig langt ud over min komfort-zone. Det er ikke nødvendigvis nok at gå i kirke hver søndag. Djævelen holder ingen fridage. (1. Pet. 5,8) Vi har en tendens til at forvente at livet skal være uden prøvelser, ”når jeg nu tror på Gud”. Men sådan er det altså ikke. Selv ”gode troende” falder fra tid til anden i grøften, brokker os over ikke at få det vi selv mener, vil gavne os. Glemmer at tælle alt det som vi allerede er velsignet med. Her kan prøvelserne give vores gudsforhold ny styrke. Lad være med at være negativ over alt det du ikke får eller alt det du mener at have fået i for rigeligt mål. Gud giver os hvad vi skal have. Han sørger for alt det andet.  

Vi ønsker os ændringer i det ydre men hvad med det indre? Er vi parate til det? I Jh. 5, 1-10 er der en fortælling om Jesus’ møde med en syg mand ved Betesda dam. Blev man badet her når vandet var i oprør blev man helbredt (bemærk parallellen til dåben). Her havde manden nu siddet i 38 år og livet er ved at rende ud af ham. Da kommer Jesus en dag forbi og ser ham og ved hvordan det er fat med ham. Jesus spørger: Vil du være rask? Og manden svarer: der er ingen der vil hjælpe mig ned i dammen. Summa summarum: For det første vil han ikke tage ansvaret på sig og for det andet skyder han skylden på andre. Kender vi selv til det? Hvor ærligt kan vi bede: komme dit rige, Gud. Hvor alvorligt mener vi det?

 

Guds rige er ikke bare noget der kun hører fremtiden til men er lige her midt i blandt os. Sådan som det i bogstavelig forstand havde været lige for fødderne af den syge ved Betesda dam. Men ville han tage imod? Nej, for han var godt klar over at det fra da af ville betyde ansvar for privilegiet, for det han havde fået. Hvor seriøst mener vi det?

Vi vil ikke have ansvar vi vil være frie. Vi vil have at Guds Rige er sådan en fremtidig størrelse uden rod i det beskidte jordiske liv. Et rent, lyst og pænt sted, en nydelig affære.

Det er lige præcis hvad det evige liv er, en nydelig affære, men det forudsætter altså at vi har villet og vovet turen i baljen først OG alt hvad deraf følger.

Når Jesus lærer os at bede på denne måde lærer han os samtidig at vi ikke behøver sidde håbløst fast i de omstændigheder der nu engang omgiver os. Jesus siger til manden ved Betesda dam: ”Rejs dig!” Han har ikke ondt af manden.

Men vil ærligt hjælpe ham tilbage til livet og det sker ikke hvis vi blot får omverdens medlidenhed. Den trykker os tværtimod længere ned. Han beder manden træffe valget: Vil du? Vil du? Eller har du allerede opgivet at tingene kan forandre sig?

Forandringen kommer først når vi siger ja til den og vælger den. Men det er Gud der udvirker den. Til sin tid, ikke min. Så opgiv aldrig håbet men vælg livet.  Hvor meget har vi mon egentlig opgivet? 

Bønnen handler også om det Guds Rige vi som vi troende håber og forventer vil komme engang. I det evige liv tæller alle de ting og sager og positioner vi har samlet os gennem livet ikke. Her tæller kun den retfædighed vi har samlet os. Derfor er det alt værd at investere langsigtet.  Derfor må vi vedvarende bede: komme dit rige fordi vi lader os igen og igen lede væk fra Gud og vores Gudsforhold vrides af led. Vi pådrager os en livs-forstuvning.