Hellighed:

Hvordan holder jeg Guds navn helligt? Det er helligt i sig selv. Men ikke vores måde at bruge det på er hellig. At holde noget helligt vil sige at betragte og behandle det som det dyrebareste og kæreste eje. Er det sådan jeg betragter Gud? Jeg har oveni købet mit tilnavn fra Gud; jeg kalder mig kristen, mit familienavn.

Denne Fadervors første egentlige bøn svarer til det 2. bud: Du må ikke misbruge din Guds navn. Munden skal ikke bruges til løgn, sladder, og bagtalelse men kun til at bekende, bede, takke og lovprise Gud. Ære Gud i alt.

 

Rent og nyt

Perlen, der knytter sig til dette bønsled er hvid fordi det hvide symboliserer renhed. Ikke rituel renhed som vi læser om det i Det gamle Testamente, hvor Gud ville have ofrer af korn, dyr m.m. for at kompensere for det roderi mennesker lavede i livet. Kompensation ja, men det udslettede ikke roderiet og skylden for det. Det blev ved at være der i menneskenes liv. Det var problemet. Da laver Gud en ny aftale med sine egne: Aldrig mere! En gang for alle skal al jeres skyld og skam være renset af jer mennesker gennem det som Jesus gør for jer. Hans blod bliver det sidste blod, der flyder. Det blod har til gengæld altafgørende betydning for os mennesker. Det renser os. 

 

Nadver:

Derfor fejrer vi hver søndag i de kristne kirker verden over nadver. Som en hellig familiefrokost. Her er vi sammen med hinanden om at huske hvad det betyder for os: Vi er renset for al skyld vi gennem ugen måtte have pådraget os. Det var det løfte dåben gav os (se under: du, som er i himlene-perlen). Den, der tror Guds ord får del i den kraft der er i sakramentet, ligesom med dåben. Troen er det net, der indfanger det som Gud siger til os. I 1. Kor. 11, 24 hører vi følgende: Det er min krop, der skal ofres for jeres skyld. I vers 25 siger Jesus videre: Vinen udtrykker den nye aftale som Gud indstifter med mit blod. 

Husk det jeg har gjort for dig, hver gang du spiser brødet og drikker vinen, siger Jesus. Nadveren beror ikke på menneskers hellighed men alene på Guds Ord.  Alle må være med, hvis de vil for den enkelte selv har sin frihed til at sige til eller fra. 

Det er ikke sådan at fordi man er døbt så er livet overmenneskeligt. Med dåbens fortegn ser livet - og døden! - nok anderledes ud, ja, men det skal stadig leves her og nu og på jorden. Livet skal ses i øjnene og ikke vendes ryggen i en eremitlignende tilværelse. Det sætter sakramenterne mig fri til.

Her handler det ikke om hvad jeg kan gøre men hvad Jesus har gjort.

 

Alvorligt talt:

Der er mange ting her i livet vi bliver nødt til at gå på kompromis med. Men ikke når det gælder vores Gudsforhold. Gør vi det bliver vi lunkne, som det hedder i Åb. 3,14 -22. Så griner djævelen for så har der været held med at skille os fra Gud. Djævelen er Guds modsætning. Hvor djævelen spreder samler Gud. Ligesom løven, der jæger, forsøger at skille flokken for at kunne nedlægge et bytte. Vi har alle gode som mindre gode undskyldninger for ikke at tage den side af os selv alvorligt. Mit forhold til Gud? Det ser jeg på i morgen, i weekenden, i sommerferien, når jeg går på pension. Der er jo så meget lige nu. Undskyldninger. Men før vi ved af det kan det være for sent. 

 

Fastetid:

Det kan blive en meget krævende opgave når Gud for alvor begynder sit arbejde med os. Lad det være sagt med det samme: det er ingen nem og bekvem sag at være seriøs kristen. 

Det kan til tider kræve meget af os. Jesus selv gik ud i fjerne og øde egne for at samle sig, få ro og tid til fordybelse. Han gik ud i ørkenen, op på bjerget og ud i båden og lagde fra land. Her kunne han hente kræfter og styrke sig fordi det var tid til at komme videre.  På samme måde må vi tage os tid og ro til fordybelse med Gud ind imellem, så Helligånden kan komme videre i helliggørelsesarbejdet med os. 

Tro er at være på konstant vandring. Troen er en rejse. Troen bevæger mig nye steder hen. Men inden vi træder ud på nye stier kan det være nødvendigt at styrke sig i bøn til Gud. Derfor er der også bederum i alverdens lufthavne, hvor vi i bogstaveligste forstand begiver os ud på nye steder. Også i åndelig og eksistentiel forstand. 

Ikke bare de daglige minutter eller timer men også i længere sammenhængende perioder. Derfor er kirkekalenderen så viseligt indrettet at der er fastetider i løbet af året. Faste betyder at man trækker sig lidt tilbage fra det vante for at gøre bedre plads for Gud. Det er sådan en slags sjæle-rengøring der er gjort plads til inden de helt store fester. Advent lige inden jul og forårets faste inden påske. For enden af fastetiden springer det af nyt liv hver gang; fødsel og opstandelse.  

 

Nyt liv:

Ja, hvem kunne ikke trænge til nyt liv? Men man bliver måske helt overvældet af alt det roderi man har fået skabt i sit liv, så hvor ender og begynder man? Hvordan GØR man? tænker I måske. 

Ja, man må begynde et sted. En ting ad gangen. 

Det første man begynder med, er at spørge sig selv om jeg er sådan én som man kan stole på; én der holder sine løfter, holder hvad jeg har lovet. Eller rendet munden bare af med mig? Det gode liv, lysets gerninger, begynder i bund og grund med om man er til at stole på. Ikke løber med sladder og løgn.    Det er altså den første opgave man stiller sig i fastetiden: Kan man stole på mig? 

Hvordan ved jeg det? Om man er til at stole på, det finder man kun ud af ved at prøve sig selv. Man begynder i det små. Lidt ad gangen. For eksempel: Jeg kan love mig selv at gøre mig umage med mine opgaver. Men hvis jeg ikke holder mit løfte, så nytter det absolut ingenting. Og fører ikke noget nyt og bedre med sig.  

Eller jeg kan beslutte mig for at jeg vil overholde mit budget. Men hvis jeg ikke kan holde hvad jeg lover mig selv - måske min bankmand – så nytter det absolut ingenting! 

At holde hvad man lover, er noget af det sværeste. Selv de mindste ting kan være svære at holde. Det onde som jeg ikke vil, det gør jeg, siger Paulus et sted i Bibelen. Kender vi ikke alle det? 

"Ved I, hvad jeg lige har hørt?” Den sætning får os til at spidse ører og rykke frem i stolen.   Jeg ved godt at det er ikke i orden at sladre eller lytte til sladder. Men hvem af os kan sige sig fri for fra tid til anden alligevel at have lunet sig ved sladderens bål? ”Hold jer fra grove bemærkninger, tom snak og upassende vittigheder.” siger Paulus ( Ef. 5, 4).

At være til at stole på, at være ordholden, er at være trofast. At stå fast i troen på det gode. Og det er en kamp og hårdt arbejde. Men som med alt andet man øver sig på, bliver man bedre og bedre. 

Det gode liv begynder altså med mig selv, når jeg øver mig i at gøre det som Kristus vil have mig til! Men det slutter absolut ikke her. Det fortsætter. Fortsættelsen er Guds Rige.  Sådan som fadervor netop fortsætter med bønnen ”Komme dit rige”. 

Der er meget mere end blot mig selv på spil: Kan andre stole på mig? 

Og allervigtigst, kan Gud stole på mig.