Kristi Himmelfart og Pinse
Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste, der betyder 50. dag efter påske. Pinse er påskens fuldbyrdelse og disse to højtider kan ikke skilles ad. Derfor har pinsen ikke et eget navn men er betegnet ved antallet af dage efter påske.
På samme måde som påsken har rod i jødernes historie har pinsen det også. Påsken fejres til minde om udfrielsen fra fangeskabet under Farao i Ægypten. Syv uger efter (jf beregning fra 3. Mos. 23,15 ff) slutter Gud en "forbundspagt" med folket, en forbindelse, der er ubrydelig. Det sker, da Moses modtager stentavlerne på Sinais bjerg og Gud åbenbarer sig for ham i tornebusken (et teologisk begreb kaldet teofani). Det er jødernes pinsefest til minde om dengang. Denne åbenbaringsfest er bl.a. beskrevet i 2. Mos. 19,16; 20,18. Når man læser disse tekster, kan man høre ligheden med beskrivelsen af den første kristne pinse, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger (Apg. 2. 1-4 og ff). Som en stormvind fra himlen kommer tunger af ild susende og besætter disciplene.
Disciplene havde været forsamlet ( Apg. 2,1) siden Kristi Himmelfartsdag ( 40 dage efter påske, Luk. 24, 50). Det var dagen, hvor Jesus endeligt forlod dem for at sidde "ved Gud Faders den almægtiges højre hånd". Her fuldbyrdes hans ord: "Mig er givet al magt, i himlen som på jorden" (Matt. 28, 18). Derfor er Kristi Himmelfartsdag en fejring af, at her åbnes himlens porte for os mennesker. Det gør de fordi Jesus som fuldt og helt menneske vender tilbage til sin far. Hans menneskelige natur forbliver ikke på jorden men inkarneres med hans guddommelige natur i Kristus og dermed får vores menneskelige natur også mulighed for ophøjelse. Vi har gennem Kristus fået tilsagn om plads i Guds rige. Paulus siger: "Han har givet os en plads i himlen gennem Kristus Jesus" (Ef. 2,6).
Disciplene fortvivler først over at han nu igen vil forlade dem, men Jesus lover lige inden himmelfarten, at han vil sende dem Ånden. "Jeg har jo lovet jer, at være med jer alle dage, indtil verdens ende", siger han (Matt. 28, 16-20).
"Men vent", siger han til dem. Og det gør de.
Disciplene og Maria, Jesus' mor venter på 1. salen i et hus i ni dage, hvor de beder og venter. Venter og beder. Derfor er det tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse for os kristne præget af stilhed, venten og så bøn om at den lovede åndelig fornyelse må komme til os. Det er en tid hvor vi mediterer over det at være spændt ud mellem det ventede og det uventede. Og selvom disciplene er forberedt, bliver de alligevel slået omkuld, da det ventede, Ånden, indfinder sig. Ligesom vi kender det fra vores eget liv. Vi tror, at vi kan forudse mangt og meget i vores liv ved at forvente det. Men hvor meget har egentlig nøjagtigt ramt vores forventninger?
Det er åndeligt så vel som eksistentielt sundt at vente. Dagen kommer når vi mindst venter det, siger Jesus (Matt. 24). Det gælder også de sidste tider og hans genkomst. Da de har ventet i de ni dage sker det pludseligt. Ånden kommer over dem!
Det er værd at bemærke sig i pinsebeskrivelsen ( Apg. 2), at "da pinsedagen kom, var de alle forsamlet". Havde de siddet hver for sig, i hver sit hus, havde pinseunderet aldrig fået samme betydning. Det er i det fællesskab, som udholdende og tålmodigt har været igennem både angst og glæde i påsken og nu igen må udholde at vente på, at Gud griber ind i verden. Med andre ord, så er det i de troendes fællesskab, at Ånden får sit gennembrud og kommer til os med nådegaverne. Og nådegaverne hører altså til i fællesskabet, i menigheden, og ikke i lønkammeret derhjemme. Nådegaverne er kun noget værd når de deles i menigheden.
Det er gennem Ånden og Guds nåde, at vi mennesker bliver evige og uforgængelige.
Som Israels folk fødes ved åbenbaringen på Sinai kan man sige, at det kristne folk (kirken) fødes denne første pinsedag ved pinseunderet i Jerusalem.
Helligånden får os til at brænde fordi når vi modtager Helligånden bliver vi fyldt af Guds kærlighed. Det er livsomvæltende, intet mindre.
Pinse er ikke en oplevelse, det er en erfaring. En oplevelse er bundet op på en flygtig følelse, der forlader os igen. En erfaring bliver hos os og glemmes ikke. Troen er en erfaring,, som vokser i os og rodfæster sig, for kærlighed er ikke en følelse, den er et forhold, en forbundethed, der skaber en frihed af den anden verden. Det fejrer vi i pinsen, vores tætte forhold til Gud.
Med til pinse hører også åndsdåb, der også hører sammen med vores dåbssakramente og vandet. Men det er mere end det, for åndsdåb kan "komme over os" på mange forskellige måder. Enten direkte formidlet til os, ved forbøn, håndspålæggelse, salvelse, åndeligt gennembrud, osv. Og det kan ske langsomt så vel som pludseligt. Heraf kommer hvad man kunne kalde en bevidst erfaring af Gud; nåden overstrømmer os.
Det betyder slet ikke, at livet bliver lettere eller nemmere for os, tværtimod. Discipellivet, livet som kristen er et hårdt liv. Men mere om det til trinitatis. For nu er der først fest!
