Gul perle 

 

som modent korn.
Dagligt brød betyder alt det vi mennesker behøver for at leve. Også kærlighed. Bekymr dig ikke! Kornet modnes altid; dét bekymrer sig ikke. Læg dine bekymringer over til Gud. De er hans, ikke dine! Tænk over: Hvem har jeg delt brød med gennem mit liv? Måltidet er kulturens fødested. Måltidsfællesskaberne modner os som mennesker. Hvad har modnet mig?
 

Dagligt brød er så meget

Dagligt brød betyder meget mere end dagligt brød. Martin Luther siger, at ”dagligt brød” betyder både tøj, hus og hjem, god ægtefælle og gode børn, gode naboer, venner og kolleger, godt helbred og et sundt liv. Dagligt brød betyder med andre ord alt det vi mennesker behøver for at leve et godt liv.

Tilstrækkeligt I vores del af verden har vi langt mere end vi behøver. Det kan have en bedøvende virkning på os, der gør os utaknemmelige. Det er hverken godt at have for meget eller for lidt. I Ordsprogenes Bog 30,8 står der: ”Giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød”. Både for meget og for lidt giver stress.

Bordfællesskab Brødet er vores basisføde, det som vi grundlæggende lever af. Bordfællesskab er kulturens vugge. Her fordeles føden. Måltidet er menneskets og venskabets fødested. Den sproglige dobbelthed, der ligger i, at glosen ”føde” både er udsagnsord og navneord viser, hvor basalt det er. Ved måltidet erhverves de sociale kompetencer og relationer vi behøver for at være sammen. Da de første kristne samledes var det netop om måltidet. De kendtes på, at de delte brødet med hinanden - samtidig med at de delte mindet om deres Herre, Jesus. På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlafweard, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”.

Nadver Også andre ord antyder hvad der er på færde: Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”. Nadveren er kommunikation og fællesskab med Kristus. Det latinske ord communio betyder ”fællesskab”. Og nadver hedder på engelsk communion. Vi kristne spiser altså sammen med Jesus i nadveren, derigennem understreges fællesskabet. Vi hører til Ham, der skaffer brødet og Ham, der kalder sig selv livets brød, og vi hører sammen i et helligt fællesskab. Vi er Hans kirke.De tidligste kristne var netop kendt for deres bordfællesskab.

Lad os dele Alt for mange steder i verden sulter mennesker. Derfor skal det være en forlængelse af denne bøn at bede ”og gør mig villig til at dele mit med min sultende næste”. Der er mange måder at dele brød på og det er den enkeltes ansvar og opgave at finde ud af hvordan. Måske er det ved at give et fast månedligt til en af de mange hjælpeorganisationer.

 

Bøn

Tak, Gud, at du la' mig modne og vokse

som kornet på marken

Tak, Gud, at du la' mig nære min næste 

som kommer til mig

Sammen betragter vi himmelens fugle

Sammen beundrer vi markernes liljer

Sammen om brødet og alt hvad du gi'r