Gå ud i alverden - men ikke med vold og magt

Kære Brevkasse

I Matthæus evangeliet trækkes der tråde tilbage til Thoraen både for at vise tegn, som peger på, at Jesus virkelig er Kristus og for at vise at 'loven' grundlæggende er uforandret. 

Men alligevel bidrager Jesus med en tolkning, som igen og igen vækker forundring, fordi den er anderledes end magten repræsenteret ved for eksempel farisæer og skriftkloge. Jesus taler denne formaliserede magt midt i mod: væk med jeres monopol på fortolkning, snævertsynethed og dobbeltmoral. Mere næstekærlighed, tillid til gud, åbenhed for syndere og tilgivelse!Det undrer mig så, hvad Jesus siger, når han vender tilbage efter sin død:

De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre. 

"Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden," sagde Jesus. „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende."

Mattæusevangeliet 28:16-20

Så afskedssalutten handler om magt, erobring (gør folkeslagene til mine) og at adlyde befalinger. På en eller anden måde føles det ikke som noget, han ville sige ud fra det kendskab, vi har til ham fra før, han blev korsfæstet. Bortset fra "Jeg er hos jer indtil verdens ende" - det lyder som den Jesus vi kender. 

Er det rigtigt, at tonen har fået en anden lyd? Og hvorfor?

 De bedste hilsner

Pernille

Svar

Kære Pernille

Oversættelse er altid svær ting, for ord er ladet med betydning. Og på skrift kan det være svært helt at begribe tonefaldet og intentionen bag ordene. Evangeliets hensigt er ikke at være historieskrift, dvs. at fortælle om den historiske Jesus, om end det dog tegner konturerne af ham. Hensigten er at berette om Kristus, som er den Gud, der går med ind i historien. Dvs. at vi med Jesus Kristus får en levende Gud, der går med også i vores historie den dag i dag (…jeg er altid hos jer, indtil verdens ende). Således har vi en Gud, der til alle tider er her og nu – også Gud for os i den verden, der er vores i dag. Hvis han skal være os nær og en del af vores historie, forudsætter det, at man vil vedkende sig – bekende sig til – Kristus. 

Hvis jeg skal sige det firkantet: Man har ikke gavn af den gode lærers undervisning, hvis man ikke kender den gode lærer. Ved at lade Kristus, den opstandne, gå med ind i mit liv, kan jeg opdage, hvem Gud er i mit liv og hvilken betydning Gud har. Når Kristus er med i mit liv, betyder det, at jeg (fordi jeg har taget ved lære af Jesus) har en livsduelighed og et handlingsberedskab, når jeg som discipel og døbt vover mig ud i alverden og her møder både sårede og sultende, sørgende og sønderknuste, fængslede og flygtninge, karrige og kærlighedsløse. Det har jeg kun, fordi nogen engang ”erobrede mig” og derved gav mig mulighed for at lære om Kristus, Jesus og fik muligheden for at blive en af hans efterfølgere. 

Det forpligter! For det gode må man ikke beholde for sig selv. Det er direkte umoralsk. Derfor må vi, ganske som de første disciple, ud i alverden med alt det gode. Alle skal have en chance for at høre det og for at være med i fællesskabet. Det er vellyd i mine ører. 

Det, der kan skabe mislyd, er ordet ”magt”. Den oprindelige glose (gr. exousia) kunne også have været oversat med ”ret til” eller ”myndighed til”; det handler om legitimitet og ikke om vold og tvang og overherredømme.   Prøv at læse teksten igen. Når der står: ”Mig er givet al magt, i himlen og på jorden”, så prøv at høre det som ”jeg har fået alt det, som batter noget og kan noget i himlen såvel som på jorden.” Den, der vil være herre skal være alles tjener, siger Jesus. Det er sådan han udøver magt. Dvs. det, der virkelig batter noget i den magtudøvelse er fx barmhjertighed, hjælp, omsorg, tryghed, befrielse, kærlighed, m.m.  Det er alt det, der hjælper os til at magte og overkomme livet. 

Det skal vi lære at holde (idet I lærer dem at adlyde/holde alt det som jeg har befalet), fordi det tjener det gode liv. Jesus’ lære er som et livskompas, der giver os en retning at gå efter i livet. Vi skal bare sætte os i bevægelse nu (gå ud i livet og i alverden) og følge efter den Gud, der i Kristus altid vil gå foran os i det, der er vores historie.  Hvordan synes du tonen lyder nu?

Med tak for dit spørgsmål.

Helle Viuf

Hvorfor er nadveren så vigtig?

Kære brevkasse

Hvorfor er nadveren så vigtig?

Hilsen Mira

SVAR

Kære Mira

Tak for din mail med dine spørgsmål om nadver. Her kommer min besvarelse til dig. 

Adskiller det katolske nadverritual sig særligt fra den protestantiske kirkes ritualer?

Jeg er ikke dybt inde i det katolske rituals udførelse men dér hvor vi adskiller os er på forståelsen af hvad der sker under nadveren. 

Katolikerne har hvad der kaldes "transubstantiation", dvs. de tror, at der sker en forvandling med brødet og vinen så det virkelig bliver Jesus' kød og blod. Derfor behandler de også det tiloversblevne helt særligt, ved at det sættes ind i et særligt skab. 

Vi protestanter har hvad der kaldes "realpræsens" og det betyder, at vi ikke tror, at elementerne ligefrem forvandler sig men at vi tror, at Jesus selv virkelig er til stede under skikkelse af brød og vin. Med ord fra Martin Luther siger vi "hoc est corpus Christi" - det er dette hoc est (oversat fra latin: "dette er") som er så vigtigt. 

Alt dette har martin Luther beskrevet i det værk der hedder Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som er et af de fem bekendelsesskrifter for Folkekirken. Dvs. den lære må vi præster ikke afvige fra. I artikel 10 skriver Luther om nadveren. 

Hvad er det ved konfirmationen der gør at man kan deltage i nadveren? 

Det var mere før i tiden, at man sagde, at man skulle være konfirmeret for at gå til alters, alså deltage i nadveren. Det hænger sammen med, at hvis man går til nadver uden at tro det man ser og hører, så er det bare en tom handling. Der skal tro til for at det sker, at mysteriet sker. For den der ikke tror, sker der intet! Derfor sagde man før hen, at først når man var konfirmeret havde man begreb om hvad det var.

Hvad opnår man som troende ved nadveren?

Man opnår syndernes forladelse og Guds tilgivelse. 

Det vil sige, at når man rejser sig fra nadverbordet efter at have fået brød og vin, da er man lettet for alt det, der er gået skævt for en. Det er en ny begyndelse. Jesus slår en streg over vores synder. Synd betyder alt det vi har gjort, som har trukket os væk fra Gud, eller vores medmennesker eller os selv. Kort og godt, når man har gjort noget man ikke skulle. Tænkt dårligt om sig selv eller en anden, fx. Og alt muligt andet, som du sikkert kan forestille dig vi mennesker kommer til at gøre. Der er også "undladelsessynder", dvs. noget man burde have gjort men så undlod at gøre. Man opnår, at Gud går i blodet på os, så man kunne sige, at vi bærer Kristus med os, når vi går fra nadveren. Han er hos os. Gentaget gang efter gang, år efter år, bliver den troende mere og mere som Kristus selv, dvs. mere og mere næstekærlig. Hvis vedkommende altså mener alvor med at modtage nadveren. Og så skal det siges, at man skal ikke gøre sig fortjent til at deltage i nadveren. Tværtimod, kunne man næsten sige. Vi mennesker lever, så vi konstant har brug for tilgivelse og en ny begyndelse.  

Hvad menes der med at man indtager Jesu legeme og blod, overføres der noget guddommeligt/mana/magi?

For den der tror, sker det fantastiske, at man får del Jesus. Så det er som en slags kraftoverførelse. Men det er kun magi for den ikke-troende, hokuspokus. Man får styrke til at gå ud og leve sit liv sådan som Jesus har lært os at vi skal leve det. At det sker (sen næste spørgsmåls besvarelse også) er et mysterium. Ordet kommer af græsk "mysterion" og betyder "hemmelighed". Dvs. hvordan det går til, at Jesus selv er til stede, det er Guds hemmelighed. 

Skiller nadverliturgien sig særligt ud fra andre liturgier?

Ja, fordi nadveren er det ene af vores to sakramenter, dvs. hellige handlinger. Handlingen er hellig fordi her er Gud (altså Jesus) selv til stede. Når indstiftelsesordene lyder sker det store. Forestil dig, at alterskranken er enden af et langt spisebord. Når ordene lyder, kommer Jesus selv og tager plads for den anden ende af bordet. Derfor er det en hellig handling. Han er selv med. 

Når vi kun har to sakramenter (tre, hvis man tæller skriftemålet med) og ikke flere som katolikerne, så er det fordi vi definerer et sakramente som noget der skal være instiftet af Kristus selv. 

Til et sakramente hører også det vi kalder elementer, dvs brød og vin i nadveren og vandet i dåben (vores andet sakramente). Når elementer og indstiftelsesordene forenes, SAMMEN med vores tro, da sker det store. Indstiftelsesordene er den læsning, der begynder med: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blve forrådt..." 

Hvordan behandles vinen og brødet i nadverritualet? 

Det behandles med største respekt fordi de skal indgå i en hellig handling. Hos os i Folkekirken er det mest almindeligt at vi bruger oblater og god vin, som skænkes i særkalke (de små bægre, som alle får). Jeg har arbejdet i The Church of Scotland, som er en presbyteriansk kirke (ikke så langt fra vores lutheranske kirke) og her drikker man af samme kalk, dvs. det store bæger med vin. Så går den rundt til alle og man drikker af det samme som symbol på at vi hører sammen. 

Efter altergangen kan elementerne kasseres da de kun er hellige, der hvor ordene lyder og brød og vin indtages. Modsat katolikerne, hvor elementerne forbliver hellige.  

Bedste hilsner

Hvorfor modtager personen i nadveren brødet og vinen på præcis den måde? 

I I vores lutherske kirke er det mest almindeligt at man knæler, når man modtager brød og vin og det gør vi fordi viser Gud ærbødighed. Man kan også holde sin egen altergang hjemme, hvis man fx er syg og ikke kan komme i kirke. Eller hvis man lytter til radio-gudstjeneste kan man sætte lidt brød og vin frem til sig selv og når præsten i radioen siger indstiftelsesordene, så gælder de også for det brød og den vin man har sat frem til sig selv derhjemme.   

Bærer kirkerummets indretning særligt præg af nadverritualet?  

Man kan sige, at det er derfor vi har alteret, som en slags spisebord. Alter betyder "det højere" på latin og i de fleste kirker er alteret hævet lidt.  Ellers ikke. Nadveren kan holdes overalt og på hvilket som helst tidspunkt. 

Hvordan kan man forklare nadveren rituelt?

Det er rituelt, fordi der er sker en gentagelse, som man tillægger en særlig vigtig betydning. Og ritualer kan bære på en kraftoverførelse. 

 Hvad er det vigtigste trin i nadverliturgien? Hvor er man tættest på Gud/Jesus?

Når indstiftelsesordene lyder, fordi her forener det hele sig og Kristus bliver ét med os. Da sidder vi helt konkret til bords sammen. Her er et meget helligt øjeblik. Det fornemmer kun troen, dvs. den der tror. Når man indtager elementerne, brødet og vinen, begriber troen, at man er så tæt på Kristus, som den vin, der går i blodet på os ved indtagelsen. Det er et helligt øjeblik, hvor himmel og jord mødes.  

Bedste hilsner

Helle Viuf

Hvordan taler man med børn om døden?

Hej brevkasse

Hvordan taler man med børn om døden? 

Kærlig hilsen

Camilla

Svar

Kære Camilla

Det er et rigtigt godt spørgsmål du stiller, for det er mange voksnes bekymring at tale med børn om døden.

Men måske er det nemmere at tale med børn om døden end mange umiddelbart tror. Måske.

For det første vil jeg sige, vent med samtalen til barnet selv spørger. Ofte sker det i forbindelse med dødsfald i familien.

Og dernæst, besvar så kun de spørgsmål barnet faktisk stiller, og gør det helt enkelt og uden den detaljerigdom, som vi voksne tit henfalder til, når vi skal fortælle vores børn om noget, vi synes er kompliceret, og måske selv har det svært med.

Personligt mener jeg, at børn i dag over-oplyses om meget, og det afstedkommer snarere angst og frustration end fred og afklaring. Så derfor, sig ikke for meget ad gangen og gør det i klare og helt enkle vendinger tilpasset barnets forståelsesniveau.

Jeg har talt med rigtigt mange børn om døden og ikke sjældent møder jeg børn med voksen-dødsangst. Min erfaring er, at de har fået en angst for døden med hjemmefra, en slags overført dødsangst fra deres voksne. Det er imidlertid den voksnes opgave at tøjle barnets angst. Voksne må være et eksempel for barnet. Det er vi fx ved naturligt at vise, at vi sørger og er kede af det, når nogen, vi har holdt af, dør fra os. Men samtidigt må vi også vise og lære dem, at livet går videre alligevel. Fokuser på tilknytningen i stedet for tabet. Det gør I ved at tale med jeres barn - og hinanden -  om hvor meget godt I har fået ved at have haft den døde i jeres liv. Se billeder fra familiealbummet og fortæl.

En anden væsentlig erfaring jeg har gjort er, at børn, i deres meget konkrete tænkning om liv og død, især også søger en forklaring på hvor den døde er. Jeg har børn til samtale med kompliceret sorg og ser, at forløsningen er forkyndelse af opstandelse for dem.

Når jeg taler med børn om døden, viser jeg dem altid min tro. Min tro er en tro på opstandelse. Mit svar på hvor bedstemor er, er derfor: Hos Gud. Og hvis børnene spørger videre fortæller jeg, at Gud har et sted, hvor han samler alle dem, der er døde fra os, dem vi har sagt farvel og på gensyn til (for os kristne er vores tro jo netop, at det er et ”på gensyn” mere end et ”farvel”). Gud passer på både levende og døde. Og lidt større børn kan forstå det, når man udbygger fortællingen om opstandelse og fortæller, at alt det, der er levende i os, vil leve videre hos Gud. Og at Gud er stærkere end døden. Hvor jeg ved det fra, spørger de større børn. Det har Gud vist og fortalt og lovet os; det står i Biblen.

Mange ting kan vi ikke tale om uden at tale om troen. Vi vil gerne lære vores børn at tro på det bedste i livet og det samme skal vi lære dem om døden. Og jeg kunne ønske mig, at mange flere børn også fik overleveret en tro på opstandelse. Det tøjler nemlig en hel del angst hos børn. 

Indvendinger herimod hører jeg tit og argumentet er , som regel, at børnene selv må tage stilling, forældrene vil ikke ”pådutte” deres børn noget ved at vælge for dem, for ”hvad ved vi?”. Men her handler det ikke om hvad vi ved, men hvad vi tror.

Og tænk på alt det vi ellers vælger for vores børn, fordi vi vil give dem det bedste.

Forældre er  ofte meget blufærdige om deres tro og mangler måske især ordene til at formulere den. Så læs nogle børnebibler, de kan give jer sprog. Voksne kan fristes til at forklare barnet, at mormor nu er blevet til en stjerne på himlen eller en gråspurv, eller barnet kan tro, at farfar er blevet til ånd, som for mange børn er lig med et spøgelse. Men tror du selv på det? Jeg har hørt børn spørge, om et stjerneskud så betød, at nu blev én smidt ud af himlen. Giv aldrig forklaringer, som du sidenhen må kalde tilbage. Fortæl derimod på en måde , så du sidenhen kan udbygge fortællingen i takt med dit barns spørgsmål og forståelse.

Skærm børn for angst og bekymring over døden ved at give dem noget godt at tro på og holde fast i. Hvis vi taler om opstandelsen samtidigt med døden, er det nemmere. Og mindre angstfyldt.  

Til sidst nogle helt praktiske forslag. Gå en tur på kirkegården en gang imellem og besøg fx også familiens gravsted til jul og påske. Det giver et naturligt afsæt til samtale om død og opstandelse i en situation, hvor det ikke er midt i et dødsfald. Desværre hører jeg tit børn fortælle mig, at deres forældre ikke besøger familiens gravsteder fordi ”kirkegården er sådan et uhyggeligt sted”. Det er det ikke. Kirkegården er en fredhellig have. Gå en tur dér og tal om det gode liv.

Bedste hilsner

Helle Viuf

Det kristne samfund

Billedet her et fotografi af en plakat jeg har købt I Nordens Hus i Tórshavn på Færøerne, hvor billedet er udstillet. Det er malet af den færøske kunstner Edward Fuglø. Se kunstnerens hjemmeside på www.edwardfuglo.com

Kære brevkasse

Jeg er troende muslim. Jeg retter henvendelse til dig, da jeg er interesseret i at vide noget om vigtigheden af Kristne samfund. Er det vigtigt for kristne at være en del af et Kristent samfund, hvorfor er det vigtigt og hvad er det, som det Kristne samfund bidrager med. Grunden til spørgsmålet er, at jeg er meget interesseret i religion. For muslimer har det stor betydning med de muslimske samfund, og jeg er bare interesseret om det har sammen betydning for kristne.

SVAR

Kære Erhan

Danskernes kristentro lever stille. Men den lever og i mange forskellige udgaver og sammenhænge. Så når du spørger til det med ”kristne samfund” tænker jeg i to retninger. Jeg tænker på 1) kristnes verdslige liv i det samfund/stat/land, som deres kirke er en del af og 2) kristnes liv i det fællesskab, der er i den kristne kirke de er medlem af, fx Den danske Folkekirke.

1) Betyder kristendommen noget for danskere? Ja, det gør den i høj grad, dels fordi den er en vigtig del af manges liv på forskellig vis, og dels fordi den er så væsentlig en del af vores historie og den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund. Kristendommen har lagt den moralske ramme om os – på godt og ondt – i 1000 år og den danske stat er unægtelig knyttet sammen med kristendommen.

Nogle gør ihærdige forsøg på at lirke staten fri af kirken ved at agitere for en adskillelse mellem stat og kirke, men det er ikke ensbetydende med at man så samtidigt tager kristendommen ud af samfundet. Det fylder kristendommen fortsat alt for meget til, både i vores mentalitet, i vores samfundsindretning og i vores institutioner.

De fleste byggeklodser i vores samfunds fundament er leveret os af kristendommen op gennem tiden. Før staten overtog eksempelvis omsorgs- og uddannelsesopgaver, var disse iværksat og underholdt af kirken. 

Det ligger dybt grundfæstet i de fleste af os, at vi hjælper vores næste, den fremmede og hinanden efter vores bedste evne og deres behov. Det er en af grundfortællingerne i os, og den har givet os det skatte- og uddannelsessystem, rets- og sundhedsvæsen, der er det danske samfunds. Og ikke mindst har det givet frihed til både køn, religion og race.

Selvom man ville kunne pege på tilsvarende fortællinger i andre religioner, ændrer det ikke på det faktum at vi fik disse værdier, dette tankesæt, via kristendommen – der også gik forud for humanismen.  Også sjælesørgerisk spiller kirken stadigvæk en meget vigtig rolle i befolkningen.

2) Det kristensamfund jeg bedst kender er Den Danske Folkekirke, som også er langt det største. Her indenfor eksisterer mange små og store samfund eller fællesskaber. Nogle er af mere åndelig karakter mens andre er af mere verdslig karakter.  

Det vil sige, at nogle primært samles der, hvor troen praktiseres i gudstjeneste, bøn, nadver, dåb, m.m., både i og udenfor kirkens mure, på nettet eksempelvis. Mens andre alene bruger ”det kristne samfund”, når det tilbyder kulturelle ting uden troens praksis men på kristen grund. 

Udover Den danske Folkekirke skal jeg ikke glemme at nævne, at der er mange andre kristne samfund i Danmark; fx den katolske kirke, baptistkirken, pinsekirken, metodistkirken, den ortodokse kirke. Til sammen udgør vi også et kristent samfund.

Troen lever måske et meget stille sted i den enkelte kristne dansker, der trosmæssigt knytter sig noget løsere til et ”samfund”, end en muslim måske gør.

Derfor er de troendes samfund også et ret indadvendt sted, der ikke gør megen væsen af sig. Derimod lever det kristne tankesæt og mentalitet meget offentligt, ligesom kirken også spiller en meget vigtig sjælesørgerisk rolle i befolkningen.

Så selvom det ser ud som om vi ikke er særligt kristeligt/kirkeligt aktive, spiller kristendommen stadigvæk en meget vigtig rolle for rigtig mange danskere.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål.

Bedste hilsner

Helle Viuf

Helligånd og bibellæsning

SPØRGSMÅL

I Romerbrevet 12, vers 2 står der:

Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Skal man læse dette og tage det som gældende, da det blev skrevet, og så i dag tilpasse kristendommen til det samfund, vi lever i i dag, med de åbninger der er omkring alle etiske spørgsmål?

Hvis ja, skal man så også tage let på alt andet i Bibelen og bare bruge den som en god bog, der ikke danner rammen for vores liv i dag?

Venlig hilsen Leif

SVAR

Kære Leif

Tak for dit spørgsmål, der handler om både skabelse, Ånd, gudstjeneste, kærlighed og ansvar. Når Biblen er en endog særdeles god bog, er det fordi den både kan læses så den fortæller os noget om kirstenlivet på den tid en given NT-tekst blev skrevet OG den kan fortælle noget om kristenlivet her og nu, om dit og mit liv i denne verden. Desuden fortæller den også noget om tiden, der skal komme.

Så ja, vi skal både læse det som et indblik i den tid det blev skrevet i og tilpasse kristendommen til det samfund vi lever i i dag. Men det betyder ikke, at man så dermed tager let på Biblen. Tværtimod! Vores kristentro er, at vi har en Gud i bevægelse, en levende Gud, der går med os i vores historie. Derfor er det også muligt at læse Biblen og hente en pejling for etisk handling i dag.   Guds Ånd puster bestandigt liv i det "døde bogstav", så det kan bevæge dig og leve i dig og dit liv i 2015.

Hvordan kan man så forstå "tilpas jer ikke denne verden"? Som kristne lever vi med et dobbelt borgerskab: ét i denne verden og et i Guds rige.

Vi er skabt af Gud til et liv i denne verden samtidigt med at vi kristne ikke er af denne verden. Det er den dobbelte virkelighed vi kristne lever i. Vi er Guds elskede og udvalgte og det besvarer vi ved Guds-tjeneste - at tjene Gud i denne verden.

Som Guds medarbejdere i kærlighedens tjeneste og som medlemmer af Guds familie, skal vi bruge de gaver Gud har udstyret os med. Her er alles forskellige, så vi sammen kan dække det hele (se fx 1. Kor.12) og størst af dem er kærligheden (Se 1. Kor.13).

Gud former os, så vi kan forme verden, ikke omvendt. Det giver en helt ny synsvinkel på livet og herfra skal vores etiske handlinger ses. Vi skal se verdens virkelighed gennem Guds virkelighed, hvilket vil sige med kærlighedens blik.

Det skal hele tiden nyvurderes og gentænkes hvordan et menneske, der har mødt Guds kærlighed i Jesus Kristus, skal forholde sig til sig selv og sin omverden. Det ansvar er vores. Skøn hele tide hvad der er af det gode, for der er andre end Gud, der vil forsøge at plante tanker i os.

Etik handler om at varetage det gode liv bedst muligt til enhver tid. At handle etisk er en konstant besindelse på, hvordan man skal agere for at det gode liv, kærligheden, bedst fremmes og varetages. Det vil altid være situationsbestemt også selv om man har et lands love at pejle efter. Der kan nemlig være forskel på at gøre "det rigtige" og gøre "det gode".

Ansvaret for at skelne ret er vores - og det er et tungt ansvar. Vi skal kunne svare Gud an, når vi stilles til regnskab. 

Det er et stort ansvar Gud her lægger på os, men vi magter det fordi Gud er med os og former vores tænkning, hvis vi vil. Se Den Nye Aftales oversættelse af Rom.12,2b: I skal lade jer forvandle så I får en ny måde at tænke på. Skabelsen foregår igen og igen fordi Gud uophørligt former os.

Paulus siger, at vi er lemmer på Kristus (1. Kor. 1, 12 ff.). Det med-lems-skab er vores gave, givet af ren nåde. Skal det gavne os, må det bruges. Når vi handler på det, er vi velsignet og salvet, så vi  selv kan være til velsignelse i den verden vi lever i. Det gælder i stort som småt.

Fx: I stedet for at forbande den medtrafikant, der snupper parkeringspladsen du har holdt ventet på, skal du velsigne ham: Jeg tilgiver dig. Guds fred være med dig!

Når verden handler ukærligt, handler Guds børn kærligt og gengælder derved ondt med godt.

Det fornyer langsomt din tænkemåde. Vi taler og handler som vi tænker.

Den, der tager imod Kristus (Ordet) får et nyt indre, en ny måde at tænke på. Det nye indre vil siden hen slå igennem på det ydre i form af den måde vi taler og handler på.

Vi skal tale det gode op og det onde ihjel. Det er vores bestandige medlemsforpligtelse og det kræver nogle gange nogle ret vovelige skridt. Nogle gange må handlingen være at råbe op og sige fra. Andre gange at bøje af, forsone sig og stifte fred.

Man fornyer sin tankemåde ved at læse og studere sin Bibel, og gennem bøn at sige: Vejled mig, Gud. Hjælp mig med i dag at gøre din vilje. Gør mig til redskab for din kærlighed og fred.  

Helle Viuf

Bibellæsning, en kilde til frustration

Dette er et billed af min minibibel, som jeg altid har med mig i lommen eller rygsækken, når jeg er på vandretur eller rejse.

Jeg har en stor samling af ledsagefortællinger i mit liv. Mange er bibelske tekster men der er også eventyr og film. Det er tekster, som uopslideligt støtter og tolker mit liv. De er som et kort eller kompas i mit liv.

Blandt mine bibelske ledsagefortællinger er kvinden ved Sykars brønd (Joh. 4, 1-30) og den kærlige Far (den fortabte søn) (Luk. 15, 11-32)

SPØRGSMÅL

Hej! Jeg bruger med stor glæde Bibellæseplanen. Ofte siger teksterne mig noget, giver mig noget at tænke over. Men de er også kilde til frustration, når jeg synes at jeg ikke forstår det jeg læser. Hvordan løser jeg op for det jeg ikke forstår og kommer dybere ind i teksterne? Med venlig hilsen Morten M.

SVAR

Kære Morten

Jeg forstår din frustration.  Teksterne er ret svære ind imellem. Jeg vil give dig to metoder til at komme dybere i lag med teksten.

1) Den første metode kan vi kalde at studere teksten:

Slå teksten op i din Bibel og læs teksten i en større sammenhæng; dvs., læs det der går forud og det der følger efter teksten fra Bibellæseplanen. Læs også teksten i en anden oversættelse end den autoriserede. Læs fx også fra Den Ny Aftale (hvis det er en nytestamentlig tekst!); det har jeg selv meget stor glæde af. Tag faglitteratur til hjælp, så som kommentarserier og bibelleksikon - en god gave at ønske sig til jul. Denne metode handler om, at DU forstår teksten. 

2) Den anden metode, som jeg vil give dig, handler om, at TEKSTEN forstår dig. Dette kan vi kalde at meditere over teksten:

Læs dagens tekst nogle gange. Hvilket ord eller hvilken sætning bider du mærke i? Kun et ord/en sætning, ikke et helt stykke tekst. Tyg drøv på ordet/sætningen (Martin Luthers ord). Det betyder, mediter over ordet/sætningen og mærk efter. Tag det så med dig gennem resten af dagen. Selv gør jeg det, at jeg skriver det på en post-it, som så kan følge med mig rundt. Du kan også anskaffe dig et hæfte og nedskrive alt hvad det vækker i dig, når du tygger drøv på dit ord. 

Glem så ikke at tage Gud med i din læsning. Bed om hjælp til at forstå den tekst du læser og hjælp til at forstå den i forhold til dit liv og dagen i dag.  

Til sidst vil jeg sige, at det ikke altid er så vigtigt, om man forstår alt hvad man læser. Vigtigst er det at du læser.  Når du først har læst teksten ligger den hos dig som en slags åndeligt beredskab - selvom du ikke helt har forstået den til bunds! Når du tygger drøv på en tekst nærer den din sjæl, på samme måde som det du spiser nærer din krop.

Hvorfor er dommedag vigtig?

Billedet er malet af en konfirmand over bibelteksten fra Joh. Åb. kap 21, v 1-7

SPØRGSMÅL

I forhold til Biblen, hvorfor er det så vigtigt at der findes en dommedag? Og at der skal være et nyt rige i form af gudsherredømme, hvor gud skal leve blandt mennesker?

Mvh Sara

SVAR

Kære Sara

Tak for dit spørgsmål om dommedag. Der er lavet mange skræmmende film om dommedag, der har været med til at sætte et skræmmebillede af dommens dag i mange og få dem til at tro det værste.

Vi mennesker står foran vores egen død og verdens ende, dvs. vi står foran dommedag hvor Jesus skal komme igen for at rette op på alt det som vi har brudt ned og ødelagt ( Matt. 24, 27 ff.) Tiden op til kaldes for ”de sidste tider”. Det er beskrevet i Det Ny Testamente som en tid der vil være fyldt med angst, ondskab, forfølgelser, naturkatastrofer og meget andet, der er ødelæggende for mennesker og den verden vi lever i (Læs fx Luk. 21 ff.).  Vi får til sidst ødelagt så meget af Guds skaberværk at der vil være brug for en helt ny begyndelse. Den tiltagende ødelæggelse er ikke bare forstemmende men den er samtidigt et tegn på, at det nye er på vej, Guds rige. Det gamle må ophøre for at det nye kan begynde.  

Hvis vi mennesker havde levet som Gud ønskede det, ville jorden have været et paradis. Det har vi ikke og derfor beder vi som vi gør i Fadervor komme dit rige. Det er ønsket om, at Gud vil gøre alting nyt igen, genoprejse den faldne, genoprette det ødelagte. Der skal blive en ny himmel og en ny jord ( Joh. Åb. 21). Den dag vil det være som paradis igen.

Vi mennesker lever nok i og under verdens vold og magt, hvor det til tider kan virke som om vi kigger direkte ned i den gabende afgrund men vi lever også under Guds kærlighed (matt. 20, 28 og Joh. 3,16) . Det skal den kristne holde godt fast i. Derfor trækker Gud os på den yderste dag fri og ind til et liv bagom denne verden, som så får lov til at gå under. I mellemtiden, de sidste tider, skal vi holde ud og holde godt fast i det Jesus har givet os at holde fast ved, når fx angsten for dommedag tager over, nemlig at vi skal tro på det han siger. Han siger bl.a. :”frygt ikke, tro kun”. 

Hvad så med dommen? Vi siger i vores trosbekendelse, at Jesus sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme både levende og døde (2. Tim 4) . Vores bevidsthed om både vores egen død og dommedag skulle gerne påvirke vores liv på den gode måde, for Gud har ikke skabt os til at leve i angst. Når vi ved, at livet en dag får ende, ved vi også, at det er nu det er nødvendigt at gøre sig umage med det. Vi må ikke fortvivle og give op, når det ser sort ud omkring eller i os.   

I mit arbejde prøver jeg altid at gøre mig umage og løse opgaverne så godt som jeg overhovedet formår, så jeg kan aflevere det bedst  mulige stykke arbejde til min arbejdsgiver. Vi er Guds medarbejdere i denne verden og dette liv. En dag går det hele tilbage til Gud, og den dag, hvor vi skal stå ansigt til ansigt med Gud, skulle vi gerne kunne sige, at vi gjorde det så godt vi overhovedet formåede.

Personligt er det ikke en dag jeg frygter men mere en dag jeg glæder mig til. Vel vidende, at der vil være meget jeg har gjort, som jeg med mine egne ord hverken kan forklare og forsvare. Men det frygter jeg heller ikke, for jeg vil holde Jesus fast på, at han har lovet at være med mig alle dage (Matt. kap. 28). Jesus vil derfor være som en advokat for mig og forklare og forsvare mig.

Både i dåben og i nadveren har vi Jesus’ løfte om at han vil være med os i liv og død og at vi har syndernes forladelse; det er den tro vi holder fast ved som kristne.

Indtil dommedag skal vi bruge vores liv på at holde fast i troen og leve som troende selvom det ser sort ud i verden. Forude venter en ny verden, et nyt Jerusalem, uden ondskab, gråd og sorg. (Joh. Åb. 21, 4), en verden, hvor kærligheden vil leve iblandt os i form af Gud selv.

Er engle altid Guds sendebud?

Maleri af Grethe Lauesen 1,40 x 1,00 m; Titel: Jeg har fået vinger. Billedet hænger på min væg og er et billede til daglig glæde. 

SPØRGSMÅL

Er engle altid Guds sendebud?

Hilsen Inger

SVAR

Kære Inger

Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår godt din bekymring. Det er ikke alle engleerfaringer, der er lige gode. I mit arbejde møder jeg af og til det, som jeg vil kalde åndelig uforsigtighed. Bl.a. kommer det bag på nogle mennesker, at ikke alle engle er Guds engle. Også Djævelen har sine engle og derfor risikerer man (uforvarende) at komme til at flirte med onde kræfter. 

Udover at bede, som du selv skriver, kan vi i kærlig omsorg spørge ind til det, der møder os i form af engleberetninger, samt selv være eksempel og bære vidnesbyrd om Jesus Kristus, når vi taler om engle, for i nogle sammenhæng er engle trådt i stedet for Gud i menneskers liv.

Vi kan spørge til englenes herre. Engle er budbringere og er derfor sendt med et budskab til os fra deres herre. Læs fx Ef. 6,12, 2. Kor. 12,7. Ikke alt der glimrer er guld, læs fx Matt. 25, 41. Martin Luther skriver, at der er to magter, der kæmper om os mennesker, Gud og Djævelen. I sin Lille Katekismus finder man en morgen- og en aftenbøn til Gud om at give os englevagt, så den onde fjende ikke skal få bugt med os (kan læses i Den Danske Salmebogs Bønnebog nr. 1 og 2. Læs også Grundtvigs salme nr 674: Sov sødt, barnlille.) 

Også Paulus taler om at onde kræfter kan vise sig i engleskikkelse for at gøre forsøg på at skille os fra den kærlighed, som Gud viser os gennem Jesus, kilden til kærlighed og frelse. 

Derfor ville et andet vigtigt spørgsmål være: Hvad vil englene mig? Guds engles budskab til os mennesker vil altid være givet i Jesus’ ånd, kærlighedens ånd. “Tåler” budskabet, meddelelsen, at hans navn nævnes sammen med det? Eller sagt med Luthers ord: Driver det på Kristus?

Sidst men ikke mindst er det værd at bemærke sig, hvordan vi agerer på englenes meddelelser til os. Møder mellem engle og mennesker sker til Guds ære - ikke englens! - og for at fremme Guds rige her på jorden og i dig og mig. Derfor tilbeder vi Gud. Engle skal ikke tilbedes (Ef. 6,12). I Luk. 22,42 står en beskrivelse af, hvordan en engel kommer til Jesus for at styrke ham i hans fortvivlelse i Getsemane. Men det er Gud Jesus beder til, ikke englen.

Der er mange budskaber fra Gud til os mennesker, som sker gennem engle, så derfor må vi også være åbne for modtagelse, med ovennævnte in mente, for engle er en af Guds måder at meddele sin kærlighed til os mennesker på. 

Så når du - og vi - deltager i fx englegrupper, som den, du har fået invitation til, må vi først og fremmest have blik for om det handler om Gud og Kristus og huske, at det er ham vi tilbeder som vores og englenes Herre. Du må mærke efter og spørge ind til det - i gruppen såvel som i egen bøn. 

Ret til selv at vælge døden?

Billedet er mig, der holder min farmor i hånden, en nat jeg vågede ved hendes dødsleje.

NB! Dette er ikke et svar til brevkassen i Det Danske Bibelselskab men det kommer alligevel med her, fordi det er noget jeg tit svarer på. 

Hvad mener du om dødshjælp? Det spørgsmål bliver jeg tit spurgt om.

Det er et etisk spørgsmål. Etik betyder læren om det gode liv. Jeg vil gerne dele med jer, hvad jeg mener om dødshjælp. Der er langt flere spørgsmål end svar.  Det er meget kompliceret af mange grunde. Når vi skal diskutere aktiv dødshjælp bevæger vi os helt ud på grænsen af hvad vi egentlig kan tale om og tage bestemmelse om.  Men det bliver vi nødt til og vi har alle sammen ansvar for at tage del i debatten.

Hvad taler vi om:

Allerførst må vi gøre os klart, hvad vi egentlig taler om. Hvad skal vi kalde det? Aktiv dødshjælp? Eutanasi? Assisteret selvmord, medlidenhedsdrab? Der er nuancer her imellem men de er små og her debatteret under ét. 

Når der laves spørgeundersøgelser blandt folk lyder spørgsmålet altid noget i retning af: Er eutanasi/aktiv dødshjælp i orden? 

Hertil svarer sådan ca. 70 % ja. Hvad ville du svare? Brug lige et øjeblik på at tænke det igennem.

Hvis man nu spurgte på en anden måde: Skal det være tilladt for en læge at slå en patient ihjel? Hvad ville du svare her? 

For og imod:

Folk der er forgiver overvejende to begrundelser og de handler om selvbestemmelse og lidelse. 

1)Selvbestemmelse: Lad os antage at vi havde lovliggjort aktiv dødshjælp. Så ville vi alle være tvunget til at overveje: skal jeg eller skal jeg ikke? Det ville være et pres og et helvede for mange, måske de fleste. 

Skulle man så ubegrundetkunne begære assisteret selvmord (ligesom man ubegrundet kan begære abort indenfor abortgrænsen)? Eller skulle det være efter skøn fra fx en læge? Hver gang man er ude i at skønne, er det med risiko for fejlskøn. Men her kan man ikke spole filmen tilbage. Eller fortryde for den sags skyld. 

En tredje ting ville være: hvor fri er man når alt kommer til alt? Kun et frit menneske kan vælge frit. Hvad hvis man er ude af sig selv, er man så fri? Kan man så træffe fornuftbeslutninger? Eller hvis man er barn, kan man så træffe et kvalificeret valg om dødshjælp? Belgien har lige gjort aktiv dødshjælp muligt for børn. Og ville man kunne komme under pres fra omverdenen?

2) Et andet argument for dødshjælp  handler om lidelse.

Først må vi spørge, hvem lider? Den syge og/eller de pårørende? Man ved, at de pårørende ofte presser på fordi det gør forfærdeligt ondt at være vidne til andres lidelse. Hvilken lidelse er størst? Lidelse er en meget sammensat størrelse fordi den både kan være af fysisk, psykisk, åndelig, eksistentiel og social karakter.   

Eutanasi fjerner ikke lidelsen men fjerner personen der lider. Det er absurd. At ville gøre livet bedre ved at destruere det. Tilbage står de efterladte stadig med deres lidelse. Og sorg. 

I dag er teknologien og videnskaben så langt fremme, at der er utroligt mange muligheder for at smertedække og -lindre. Så en lovgivning om at slå ihjel ser ud til at være mere overflødig end nogensinde før.  

Der rejser sig også problemet om patient-lægeforhold. Patienten ville kunne begære: "Du skal slå mig ihjel!" For mig at se, stiller det både patient og læge i en umulig valgsituation. 

Spørgsmålene står i kø her. Skal det kun være læger, der skulle assistere mordet? Eller kan det også kunne være apotekeren? Hjemmesygeplejen? Familien? Naboen? Hvis man havde ret til absolut selvbestemmelse, ville det betyde, at vi skulle have lov at bede hvem som helst om hjælp. 

Og skal man kunne pålægges at assistere, hvis man fx. er læge? Eller præst? 

Ville du føle dig under pres, hvis naboen bad dig sidde ved hans side? Eller ville du se det som en barmhjertighedsgerning?

Vi er nødt til at stille os selv disse spørgsmål hvis vi vil debattere aktiv dødshjælp. 

Hver gang nogen har rettil noget, er der er andre der påføres pligttil noget. Og tænk hvis retten til at få taget sit eget liv pludselig en dag vendte til at blive en pligt til at få taget sit eget liv? 

"Nej, nu er du ekstrem, så langt kommer det aldrig ud!", vil nogen nok indvende. Men så kik på andre områder. Ingen ville med abortens frigivelse have troet, at den ville sortere handicappede og bestemte køn fra. Se også organdonation. Hidtil har vi skullet sige til, hvis vi ville donere. Nu er vi på vej mod at vi skal sige fra.Det lyder forholdsvist harmløst, vil nogen mene. Men det ændrer vores menneskesyn radikalt, for skal vi sige frabetyder det, at staten ejer kroppen, indtil andet er noteret.  

Jeg mener: 

For mig er der ingen tvivl. Jeg kan kun være imod - og når det så er sagt, vil jeg ikke udelukke, at der kunne opstå helt ekstreme situationer, der kan begrunde dødshjælp, for ellers ville det blive en ubarmhjertig etik.

Jeg er imod fordi 1) der lukkes op for den helt store glidebane ved at sige ja. Umuligt at styre fordi "ret til at dø" kan pludselig blive til "pligt til at dø"; fx når der ikke er penge nok til sundhedsudgifter. Vi kan ikke begrænse det, når det først er givet frit. 

 2) og fordi jeg anser livet som en gave fra Gud og den må ikke krænkes. 

Hvis man går ind for aktiv dødshjælp kan man ikke længere tale om livet som en gave. 

I teologisk belysning er aktiv dødshjælp et oprør med Gud fordi man ikke længere ønsker det man har fået givet og tildelt af Gud. Kort sagt, man afviser Guds gave, livet. 

Det er ikke os, der skal bestemme over liv og død, for det magter vi ganske enkelt ikke. Vi kan umuligt overskue alle konsekvenser. 

I stedet for at tale om den gode død, som eutanasi betyder, skulle vi hellere tale om det gode liv lige indtil døden. Etik handler i bund og grund om det gode liv. Lad os fremme det og lad os i stedet for tale om hvordan vi smertelindrer på alle planer.

Vi har pligt til at leve!