Gå, din tro har frelst dig

Sådan lyder ordene fra Jesus til kvinder, der opsøgte ham i Simons hus. Og sådan lyder de til os. 

Skyld tynger.  Skyld stjæler vores livsenergi. Derfor er perlen her kantet og har skarpe hjørner. Ingen af os ønsker at bære rundt på skyld men ikke desto mindre har vi meget svært ved at slippe den, lade andre bære med eller tage imod tilbudet om at en anden vil betale hele gælden. Når vi beskrives som Guds børn er det ikke for at gøre os små i forhold til Gud. Men det er for at sætte forholdet ind i nogle forståelsesrammer som er ligesom forælder/barn-forholdet (se: Vor Far). I retssystemet er det sådan at forældre må bære skylden for deres barns overtrædelser. På samme måde betaler Gud for vores overtrædelser. Hvad skal vi gøre? Tro! (Joh. 6,28) ”Hvad vil Gud have at vi skal gøre?” spørger nogle tilhører Jesus. Og han svarer, at de skal tro på den som Gud har sendt, nemlig Jesus selv.

Kompromiser og ofre: Kompromiser er fra tid til anden ganske nødvendige. Men vi går måske på kompromis dér hvor vi ikke skulle? Kunsten er at skelne. Jeg tror at jeg springer gudstjenesten over i dag, jeg orker ikke rigtigt. Hvem kender ikke det? Og i stedet forsøger jeg måske at slå en handel af med Gud: jeg holder min egen lille andagt herhjemme. For sådan er vi mennesker ofte; vi forsøger at ”betale” os fra tingene. Har vi gjort noget, der nu tynger os med skyld, bruger vi tid på at plage os selv yderligere og gnide salt i såret for ligesom at føle at vi betaler vores gæld. ”Og hvor længe har du tænkt dig at blive ved med det?” spørger Gud mig. ”Lige til jeg får tilgivelse”, svarer jeg. ”Og hvordan regner du med at få det?”, spørger Gud. ”Jaah… nadveren, etc. etc.”, forsøger jeg mig så med. ”Hvornår?”. ”På søndag, . . .  i hvert fald senest næste søndag.”  Det var ikke derfor Jesus døde. Det er ikke det Gud vil have os til at bruge tiden på. Vi er til tider så optaget af at holde på det, der i virkeligheden tilhører Jesus, at vi ikke har overskud til at leve livet. For og med hinanden. Gud siger i Hebr. 10, 17 – 18 om den nye aftale med sine udvalgte troende: ”Og jeg vil se bort fra deres synd og forbrydelser”. Når vi har fået tilgivelse for vores synder, har vi ikke længere brug for at bringe ofre til Gud. Det er netop hvad vi mindes om i nadveren (se: helliget blive dit navn) Når det drejer sig om mit forhold til Gud må jeg være kompromisløs.

Perlens form er gavens form. Livet er en gave. Men den gave magter vi bare ikke altid at tage ordentligt vare på. Vi bliver skyldige. I det ene eller det andet. Intet menneske kan sige sig fri. Dogmatikken kalder det arvesynd. Det, der skulle være det naturligste i verden, givet os med selve det at være menneske, magter vi alligevel ikke at få vores natur med. Menneske og menneske imellem skulle vi kunne svare fx tillid og kærlighed ganske uselvisk igen men ender tit med at trække os selv frem på den andens bekostning. Og gør os derved skyldige.

Så lad den, der er uden skyld kaste den første sten (Joh. 8, 10-11). Det er livsødelæggende ikke bare for den anden men også for mig selv. Du skal elske både din næste og dig selv. Omsorgen for den anden kan ikke skilles fra agtelsen for mig selv. Jeg flagrer ikke løst rundt i livet men indgår konstant i en eller anden relation med mine medmennesker. Og naturen med for den sags skyld. Det er først når jeg indgår i fællesskabet at jeg kan elske mig selv, som den anden. Man pådrager sig skyld når relationerne vrides af led. Det gælder både relationen til Gud, til mig selv, til min næste, til alt det skabte. Livet ødelægges.

Selv naturen, eller miljøet, er vi skyldige overfor fordi vi er totalt afhængige af den. Vi har behandlet naturen som om den ikke kom os ved. Udøvet vores magt over den i en sådan grad at det har ødelagt liv. Ikke bare som dyrearter, der er uddøde men også menneskeliv er det gået ud over, som der hvor store skovarealer er fældet med det resultat at jorden eroderer og derved ikke kan dyrkes. De store skove er verdens lunger, der sørger for at rense vores beskidte udåndingsluft så den er ren, frisk og ny når vi indånder. Enhver kan sige sig selv hvad konsekvens det får når vi ødelægger den relation.

Vi er viklet ind i hinandens liv, på godt og ondt. I hinandens vold. Indviklet ja, men det burde være så lige til. Det gør os meget sårbare at være i en andens magt. Det er svært, umuligt måske, at finde et forhold der er helt magtneutralt og i balance. Magten er snarere som et pendul der svinger frem og tilbage. Sådan at  jeg, på skift, er både svag og stærk.

I lignelsen om den onde tjener ser vi det (Mt. 18,21 ff.). 

 

Hvor mange gange skal jeg tilgive?

 

Hvor mange gange skal jeg tilgive,spørger Peter (Mt. 18, 21-35). Og Jesus svarer: 77 gange, hvilket betyder så ofte som det er nødvendigt. Meget menneskeligt vil Peter gerne vide: hvornår har jeg gjort nok? Men sådan er det ikke for et kristent menneske. Det er netop kendetegnet, at en kristen aldrig bliver færdig med at gøre det gode, gøre kærlighedens gerninger. Det er en konstant vandring i det gode. Det er det Jesus siger til Peter.

I alle andre religioner opnår man tilgivelse. I kristendommen modtager vi den. Derfor kan vi synge:

                      Herre, du vandrer forsoningens vej,

                      selv både flygtning og fredløs.

                      Drevet af kærlighed måtte du gå

                      for os ad smerternes gade.

                      Vis os da vejen, forsoningens Herre,

                      og giv os mod til at gå den!

 

At gå forsoningens vej, tilgivelsens vej, er at vandre i kærlighed; i kærlighed til Gud og sit medmenneske, sin næste. Er vi i stand til at tilgive opfylder vi det vigtigste bud i loven: Du skal elske Gud og din næste som dig selv. Søg først Guds rige så skal alt andet gives dig i tilgift, står der andet steds. Det er det samme.  Da den første slave, ham der skyldte ufattelige summer, kommer til kongen og beder om nåde: Giv mig bare lidt mere tid, beder han – så får kongen ondt af ham. Kongen kan jo godt se, at her hjælper tid ikke. Han kan se at slaven overhovedet ikke ved, hvad han beder om. Han kan umuligt betale sin gæld, om han så fik nok så meget tid. Det ville alligevel være helt håbløst for ham. Intet liv ville være langt nok. Kongen fik ondt af ham. Fyldtes af medlidenhed over at se staklen kæmpe for sit liv.  Og kongen vælger at slå en streg over gælden. Kongen lader nåde gå for ret.

Jeg kan godt genkende det fra mit eget liv. I kan sikkert også fremkalde jer en hændelse, hvor I har været bragt ud i en fuldstændig håbløs situation, stået med fletningerne i postkassen. Ikke anet hvordan I skulle slippe ud. Gjort jer skyldige i noget. Der er mange måder at blive skyldig på. Selvom fortællingen her handler om at skylde penge, så handler den om noget helt andet, nemlig om at skylde i eksistentiel forstand, at gøre noget forkert. Og genkald jer så også fornemmelsen, da den man skyldte noget, lod nåde går for ret. På trods. Dét er fantastisk. En enorm lettelse, at byrden er løftet af én. At blive tilgivet er som et få foræret en kostelig gave.  Værre er det når man uforskyldt kan blive en skyldner. Man anede ikke, at man stod i gæld til et andet menneske. Men den anden påstår det, anklager mig for at være skyld i noget. 

Vi holder hinandens liv i vores hænder, siger teologen Løgstrup. Vi er i hinandens vold. Og vold, må jeg lige minde om, betyder her varetægt. Derfor skal vi tilgive. Det skylder vi ganske enkelt hinanden. Og det skylder vi Gud. For ligesom den første slave, så skylder vi også Gud alt!  Det er jo fra Gud selv at vi har livet. Vi skylder at tilgive og forsone os. For ligesom Gud viser os forsoningens vej, kærlighedens sti, ved at tilgive os alt hvad der er at tilgive - Og der er så rigeligt! – så skylder vi, da vi selv har modtaget Guds tilgivelse, at tilgive andre. Give videre hvad vi selv har modtaget.

Det er netop det, som nadveren er. At tage imod invitationen til nadveren er at sige ja tak til at lade Gud slå en streg over gælden for os. At stå som den gældsplagede slave overfor sin konge og herre og så lade sig frikende ved at kongen lader nåde gå for ret. Jesus satte sit liv til for at vi kunne gå fri: Tag mig i stedet for! Tog gælden på sine skuldre så jeg kunne slippe for den. Satte hele sit liv ind for min skyld. Sonede min skyld, kaldes det teologisk. Det er hvad Jesus’ blod gør: Slår en streg over min gæld. Derfor kan jeg rejse mig, lettet og gældfri, fra nadverbordet. Ikke for at gå ud og tage fat i kraven på min næste! Som slaven gjorde det. Nej, for selv at kunne gøre som Jesus gjorde: Vandre forsoningens og kærlighedens vej. Tilgive og slå en streg over mit mellemværende med min næste. Forsone sig, kalder teologien det, fordi Jesus sonede vores gæld. Men ofte hindrer vores hovmod og hårdhjertethed os i at nå til at forsone os og tilgive, den der skal tilgives. Vi gør os til herre over livet. Og opdager måske først nær døden, at det er vi ikke. Men da er det måske for sent. Vi har forspildt chancen. Og livet. At slå en streg over et mellemværende kræver åndelig modenhed og visdom nok, ellers er det umuligt at vandre forsoningens vej, at kunne gå ad kærlighedens sti. Det er altid en ydmyg vandring. Den, der selv har erfaret sig så skyldig at kun nåden betalte gælden kan vandre ad den sti.  Om invitationen lyder til dig fra Kristus: Kom, min ven, sæt dig; spis og drik med mig, så slår vi en streg over din gæld. Gud være lovet, når nåde går for ret!

Vi kender det alle. Skylden. Den tynger os og gør os små. Den stjæler vores livsenergi. Derfor er perlen her kantet og har skarpe hjørner. Selvom ingen af os ønsker at bære rundt på skyld så har vi ikke desto mindre nogen gange meget svært ved at slippe den. Eller lade andre bære med. Eller ligefrem tage imod at en anden tilbyder at betale min gæld.

Når vi beskrives som Guds børn er det ikke for at gøre os små i forhold til Gud. Men det er for at sætte forholdet til Gud ind i samme ramme som forælder/barn-forholdet (se: Vor Far). I retssystemet er det sådan at forældre må bære skylden for deres barns overtrædelser. På samme måde betaler Gud for vores overtrædelser. Sikke en lettelse! Det var mere end jeg selv kunne have klaret mig ud af.

Der er slået en streg over gælden, ligesom perlen viser. Det er gaven fra Gud til os.

Gud siger  (Hebr. 10, 17 – 18) om den nye aftale med sine udvalgte troende: ”Og jeg vil se bort fra deres synd og forbrydelser”. Når vi har fået tilgivelse for vores synder, har vi ikke længere brug for at bringe ofre til Gud. Det er netop hvad vi mindes om i nadveren (se: helliget blive dit navn). Kristus gav sig selv som gave (Ef. 5, 2) for vores skyld. Det er sandelig værd at glæde sig over.

Gaven fra Gud.

Når man får en gave tager man netop ikke pungen frem og spørger: ”Hvad skylder jeg?”. Man glæder sig over den og siger tak (Fil. 4, 6).  

Perlens form er gavens form. Livet er en gave. Den gave er det bare ikke altid så let at tage ordentligt vare på. Vi gør os skyldige. I det ene eller det andet. Intet menneske kan sige sig fri. Dogmatikken kalder det arvesynd. Det, der skulle være det naturligste i verden, givet os med selve det at være menneske, magter vi alligevel ikke at få vores natur med. Menneske og menneske imellem skulle vi uselvisk kunne leve sammen men vi ender tit med at trække os selv frem på den andens bekostning. Der kommer jalouxi og misundelse imellem os, der kan ende med at tage livet fra os (Kain og Abel).  

Det er livsødelæggende ikke bare for den anden men også for mig selv. Du skal elske både din næste og dig selv. Omsorgen for den anden kan ikke skilles fra agtelsen for mig selv. Jeg flagrer ikke løst rundt i livet men indgår konstant i en eller anden relation med mine medmennesker. Og naturen med for den sags skyld. Det er først når jeg indgår i fællesskabet at jeg kan elske mig selv, som den anden.

Omfavn tilgivelsen: Bed Gud om tilgivelse. Stå ved synderne i stedet for at lyve(1. Jh. 1,9), så vil Gud fjerne det onde vi har gjort og tilgive os. Gud lyver ikke. Vores følelser kan derimod snyde os så vi bliver ved med at føle os skyldige selvom Gud har tilgivet os. Skyldfølelse. Det er som en djævel, der sidder på skulderen af os, også når vi faktisk ikke har gjort os skyldige i noget. Så sæt dig og læs 1. Jh 1,9 højt!

Skyld er som et forvredet fodled. Skyld er når relationer vrides af led. Det gælder både relationen til Gud, til mig selv, til min næste, til alt det skabte. Så vrides livet nemlig af led og ødelægges derved.

Selv naturen, eller miljøet, er vi skyldige overfor fordi vi er totalt afhængige af den. Vi har behandlet naturen som om den ikke kom os ved. Udøvet vores magt over den i en sådan grad at det har ødelagt liv. Ikke bare som dyrearter, der er uddøde men også menneskeliv er det gået ud over, som der hvor store skovarealer er fældet med det resultat at jorden eroderer og derved ikke kan dyrkes. De store skove er verdens lunger, der sørger for at rense vores beskidte udåndingsluft så den er ren, frisk og ny når vi indånder. Enhver kan sige sig selv hvad konsekvens det får når vi ødelægger den relation.

Vi er viklet ind i hinandens liv, på godt og ondt. I hinandens vold. Indviklet ja, men det burde være så lige til. Det gør os meget sårbare at være i en andens vold. Det er svært, umuligt måske, at finde et forhold der er helt magtneutralt og i balance. Magten er snarere som et pendul der svinger frem og tilbage. Sådan at jeg, på skift, er både svag og stærk.

I lignelsen om den onde tjener ser vi det netop så tydeligt (Mt. 18,21 ff.). 

Kun kærligheden kan udviske og slå streg over det brudte, uheldige og forvredne i vores forhold med hinanden. Kærligheden skjuler alle synder og gør det muligt for os at leve videre. Kærlighed er ægte nærvær. Det er når jeg ikke behøver at skjule mig, at lade som om, at forstille mig. Det er når jeg bare kan være mig. Glæd dig!