Du godeste Gud!

Langfredag er en mærkelig dag for os kristne. ”Kan I da blive ved at sørge over det?”, sagde en engang til mig. ( som et lille apropos i debatten om hvor vidt tomme kirker skyldes præster og kirkebetjening, der ikke forstår at nære og gøde ”de helliges samfund”)

Ja, det kan vi. Der er ingen udløbsdato på den sorg. Lone Fatum kaldte de første kristne for dødefællesskaber, husker jeg. Det gælder som også for os kristne i dag. Vi er ét stort fællesskab, samlet om døden. Det lyder i omverdens ører både morbidt og gak i låget. Det er der mange, der også glade og gerne vil fortælle os, at de synes.  Se bare kommentarene på Facebook denne morgen. Er der noget der kan provokere ikke-troende, så er det da andres tro, paradoksalt nok.

Langfredag er måske den dag i året, hvor jeg allermest føler mig fanget i mellem to verdner, sådan som Paulus beskriver tilværelsen for en discipel; at vi er en verden for sig i verden. Ikke børn af denne verden men dog i den. Derfor er det ikke altid lige nemt. Jeg har mødt mange medlidende blikke og hånlige kommentarer genne tiden. Det gætter jeg på, at du også har. Langfredag takker jeg altid pænt nej til påskefrokoster og lignende. Det har givet en del problemer gennem tiden.  Derfor har sin pris, at være kristen, at være Jesus’ efterfølger. For nogen er prisen overordentlig stor, som de steder i verden, hvor er det forbundet med decideret forfølgelse, at være kristen. Langfredag giver jeg sorgen og døden god plads.

Lad os se det i øjnene, at døden slipper ingen af os for. Jo før vi kan det, jo bedre. Alt for mange mennesker kan hverken leve eller dø fordi de er dødsangste. Jeg vover at se døden i øjnene denne Langfredag – der på engelsk hedder Good Friday.

Jeg kaster mig frygtløst ud i at tro, på trods af det utrolige, at Gud selv skulle dø.

Jeg vover troen vanvittige spring. Har jeg andre muligheder, i øvrigt?

Jeg vover at tro, at Jesus drager samme omsorg for mig, som for røveren.

Jeg vover at tro, at jeg skal få samme håndsrækning som ham:

Kom, vi går til Paradis

Jeg vover med dødsforagt at råbe ud i mørket, som Jesus gjorde – han er mit forbillede:

MIN GUD!!!

… mens jeg tålmodigt venter på svar, vil jeg tænke lidt over livet.