Hvad var det liiiige du skulle???

Har I tænkt over, hvad der er fundamentet i jeres liv? Rigtigt mange ville svare familien. Men når man så kikker dem efter i sømmene så stemmer svaret ikke overens med det liv de faktisk lever.

”Arbejdsmanden” fra sidste uge

I sidste uge præsenterede jeg jer for en person med god protestantisk arbejdsmoral, der var kørt lidt af sporet her i det 21. århundrede. (se 24. søndag efter trinitatis) 

Hans liv og hans identitet var bundet op på hans arbejde. Denne ”arbejdsmand” var godt i gang med at slide sig selv - ikke halvt - men helt ihjel. Det moderne livs opretholdelse kræver nemlig sit. Og selv om han tilhører verdens lykkeligste folk har han opdaget at det er hårdt arbejde at være sin egen lykkes smed. 

Nu har vores ”arbejdsmand” haft en uge til at tænke sig om. Mon han har lært noget? Lad os kalde ham frem igen og se hvordan det går ham. Det ser ikke ud til at være blevet meget bedre. Han er stadig ved at slide sig til døde. Hvorfor er det kommet så vidt med ham?

Han slider ikke bare hele ugen. Også weekenderne bliver fyldt med det ene og det andet. Hverdagsaftnerne med for den sags skyld. Han skal lige…..Lige hvad? Liiiige rundt om næste hjørne, for dér venter lykken… eller hvad?

Selv når han holder ferie arbejder han; on line med kollegerne, checker lige firmamailen fra campingvognen eller internetcafeen mens resten af familien er gået en tur ud at bade. Man ka’ jo liiiige... Ja, hvad kan du liiige, spørger de.

Han er i gang hele tiden; meget skal nås inden han kan sætte sig i sofaen med fødderne oppe og bare slappe af…  puhhhh…

Udskyde livet?

Ja, han skal altid liiiige… Hvad? Der dukker  hele tiden noget nyt op som vores arbejdsmand liiige kunne tage sig af. Inden sengetid. Inden weekenden. Inden det bliver mandag igen. Inden jul, påske, pinse. Inden pensionen.Og medtag bare hans kone i det billede.

I kender garanteret den slags kvinde, Martha hedder hun nogle steder! - som hele sit liv har været i gang mens hun drømte sine Maria-drømme, om bare at kunne slappe af, hvile, lytte og tage imod:

-Når først der er lavet mad, vasket tøj, gjort rent og hunden luftet så…;

-når børnene først er begyndt i skole, så….;

-når de da endelig flytter hjemmefra, så… er der stadig hunden og manden, at sørge for; han, der aldrig lærer at stille sine mudrede træsko udenfor i stedt for inde i entreen - ….;

- men SÅ…..

-Så skal der blive tid. Til mig! Og os! Drømmer hun.

Og PANG! Da dør ”arbejdsmanden”. Stillede for sidste gang træskoene fulde af jord i entreen. Af jord er du kommet.

Dér står enken ved kanten af sin mands grav. Til jord skal du blive. Og føler sig snydt af livet, af Gud og af hver mand.

-        Nu skulle vi jo liiige til at nyde det; Rejse, spille golf, gå i litteraturkreds, se børnebørnene noget mere. Hold da op, hvor man føler sig snydt!

Og bitterheden lurer lige om hjørnet, der hvor lykken ellers skulle vente.

Det er temaet i alt for mange begravelsessamtaler.

Det nye liv venter

Men der er håb forude. For af jorden skal du igen opstå. Noget nyt kan opstå af det døde liv. Det begynder her:

Luk lige øjnene og lyt igen til hvad Jesus siger:

”Kom, alle I der arbejder hårdt og er tynget af bekymringer. I kan hvile ud hos mig.” Det er til dig og mig han siger det. ”I kan hvile ud hos mig.  Så får I ro i sjælen.”

Det er først når der er ro i sjæl og sind, at der også er ro til at mærke hvad der virkelig betyder noget i livet. Ro til at bringe sine prioriteter i orden. Ro til … bare at være til.

Advent står for døren og advent er eftertankens tid. Det kan være ret svært at se for vi har gjort den til en særdeles hektisk tid. Måske den travleste tid på hele året, selvom advent er det modsatte. Tid til ro og langsommelighed.  For enden af advent venter det nye liv.

Men først kommer en tid at hvile ud og til at lytte og lære. Lære hvad? Lære beskedenhed og tålmodighed, siger Jesus. Beskedenhed og tålmodighed…

Måske var det noget der var værd at bygge videre på? Beskedenhed og tålmodighed. Mon vi kunne få vores dødsenstrætte arbejdsmand til at sætte sig et øjeblik og lade roen og hvilen falde over sig? For først da har han mulighed for at lære noget om sit liv. Lære i tide, hvad der er værd at bygge på.

Lykkes det mon?

Om det lykkes at overtale vores arbejdsmand til at slå sig rigtigt til ro, ved jeg ikke. Nu lader vi ham være i fred for en tid. En dag vender han måske tilbage for at fortælle os om sit nye beskedne og langsommelige liv. Eller også skal jeg begrave ham inden længe. Hvil nu i fred, arbejdsmand.  

Jeg vil godt indrømme – her i denne lille sluttede kreds – at jeg kan ligne vores arbejdsmand. Arbejder alt for meget. Vrisser af konen, katten og kassedamen i ny og næ. Sover for lidt, spiser for meget. Plager mig selv med bekymringer over børnene, banken og betalingsbalancen. 

”Kom til mig og jeg vil give dig hvile”, siger Jesus. Måske skulle jeg tage ham på ordet. Jeg kunne godt trænge til at lære lidt om beskedenhed og tålmodighed.

Jeg har været ret dum på det felt, jaget efter det forkerte. Men nu skal det være slut inden det er for sent. Min advent skal være beskeden og tålmodig og langsom. Forude venter nyt liv.

 Advent er jo kirkens nytår!

Hvad med Jer? Trænger I ikke også til at sidde lidt med fødderne oppe og bare få lov til at være?

Så hør hvad Jesus siger:

”Kom til mig og hvil ud. Og lær så”.