Kom og spis med mig!

Skærtorsdag indstifter Jesus nadveren ved at brække brødet. Brødet er grundbestandelen i vores kost. Bordfællesskab er kulturens vugge. Her fordeles føden. Måltidet er menneskets og venskabets ”fødested”. Den sproglige dobbelthed, der ligger i, at glosen ”føde” både er udsagnsord og navneord viser, hvor basalt det er. Ved måltidet erhverver vi os de sociale kompetencer og relationer vi behøver for at være sammen.

Mormors kaffebord

Det var også ved bordet, at jeg som barn erfarede en hel del om livet. F.eks. ved min mormors kaffeborde. Først havde jeg fulgt med i forberedelsen, - og ikke mindst fornemmet forventningen - måske selv deltaget.

Dugen skulle være ren og nyrullet, lærte jeg. Nogle gange var det hverdagskopperne, andre gange det fine stel, der kom på bordet. Det lærte jeg aldrig helt hvornår det var.

Nogen gange var det ved spisebordet i køkkenet, andre gange i stuen, der blev trakteret.

Så kom damerne. Min mormor boede på landet og landbo-konerne gik vist tit på kaffe-visitter hos hinanden, tror jeg.

Nogen gange var det også soldater på øvelse, der blev inviteret på kaffe. De spiste en hel del. Og lugtede sjovt.

Når jeg var på besøg, sad jeg også med ved bordet og her lyttede mig til meget nyttigt om livet.

– nogen gange også under bordet i skjul og i håb om at være glemt, så jeg kunne få det hele med.

Jeg lyttede mig til alt lige fra hvordan man fik farsen til at række længere ved at rive rodfrugter i og blande med ekstra havregryn – og at den i øvrigt blev bedst, rørt ved håndkraft mindst ti min.! – til, at man ved et ordentligt hjem forstod sådan et, hvor linnedet var kridhvidt og bleget, rullet, dampet og noget stivet i sukkervand; hvor fryser og viktualiekælder fyldt op af havens frugt og grønt, blancheret, henkogt og syltet. Og jeg var ikke i tvivl om, at det krævede en flittig og flink kone!!!

Men der var også alvorligere lektier at lære her ved bordet -eller under.Ikke mindst lærte jeg om sammenhold blandt kvinder når det virkelig gjaldt.Jeg hørte f.eks. om Stines mand, Svend: ”Nå, er det nu igen de tider, hvor han er taget på turné?”.Det tog noget tid, inden jeg erfarede, hvad det faktisk betød, det med Svends turnéer; at det refererede hans kvartårlige drukture, hvor han i dagevis var forsvundet fra jordens overflade. Ligesom lønnen. Og Stine græd.

Og hvis så min mor eller mormor blev opmærksom på min tilstedeværelse lød det: ”Så kan du godt gå lidt ud at lege!”Derfor lærte jeg også at forsvinde i tide under bordet.Ved bordet – eller under - så, hørte og lærte jeg en hel del.

Jeg så også, når min mormor diskret stak en brun pose i hånden på Stine, med de ekstra boller fra kaffen eller noget andet fra spisekammeret.

Et lille bespisningsunder. Det er det hver gang vi deler brød med hinanden. Et lille livsaligt under.

Nadveren er et bespisningsunder

Det største bespisningsunder er nadveren. Tegnet på Guds forunderlige nåde. ”Kom min ven, og lad os spise sammen!”

For det er et tegnet på, at alt det onde, alt det tåbelige vi er kommet til at gøre – alt det som med et samlet teologisk begreb kaldes synd– alt det tilgiver Gud. Gud slår en streg over det.Da de første kristne samledes var det netop om måltidet. De kendtes på, at de delte brødet med hinanden - samtidig med at de delte mindet om deres Herre, Jesus.

På engelsk kaldes Gud Herren for the Lord. ”Lord” kommer af det oldengelske ord hlafweard, der betyder ”den, der skaffer og vogter brødet”. Også andre ord antyder hvad der er på færde:

Cum panis (latin) betyder ”den man deler brød med” = companion (engelsk) = kompagnon (dansk) = ”følgesvend og ven”.

Nadveren er kommunikation og fællesskab med Kristus. Det latinske ord communio betyder ”fællesskab”. Og nadver hedder på engelsk communion.

Vi kristne spiser altså sammen med Jesus i nadveren, derigennem understreges fællesskabet. Vi hører til Ham, der skaffer brødet og Ham, der kalder sig selv livets brød, og vi hører sammen i et helligt fællesskab. Vi er Hans kirke. Derfor skal vi byde hinanden på det bedste. Intet mindre.

Vær forbillede

Vi skal dække et pænt bord, når vi inviterer hinanden til spisning. Vi skal ikke stå op, i hver sit hjørne, og spise men sidde sammen og samtidig ved et veldækket bord med dug og blomster og spise det samme. Og så skal vi tale sammen, for det tjener os alle til gavn.

Tjene hinanden - det er det forbillede Jesus har givet os, da han selv lagde sig på knæ ved disciplenes fødder, for at vaske dem inden de gik til bords for at spise sammen for sidste gang.

Vi ved aldrig, hvornår det måtte være sidste gang vi sætter os til bords sammen. Derfor kan kærligheden heller ikke udsættes til en anden god gang, for den kommer måske slet ikke.

Fodvaskningen har givet navn til Skærtorsdag, da "skær" betyder ren.

På engelsk refererer dagens navn Maundy Thursday til det bud Jesus giver os denne aften, for "maundy" betyder bud (af lat. mandatum).

"Jeg giver jer et nyt bud I skal overholde: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden!" ( Joh. 13,34 i DNA overs. )

 

Tag imod hver gang invitationen lyder:

                                                  ”kom og spis med mig!”